Flere elever går på lokale skoler i Aarhus

Nyheder
Foto: Pixabay.com
En god skole midt i lokalområdet og med kort afstand til mellem hjem, skole og kammerater ser ud til at være sagen for børn og unge i Aarhus. Ifølge ny opgørelse over samtlige elever på aarhusianske folkeskoler er andelen af elever, der går i skole i det lokale distrikt, steget fra 62,7 til 63,2 procent, hvilket svarer til cirka 150 flere elever. Opgørelsen er lavet fra skoleårene 2018/19 til 2019/20.

Lige nu læser andre også

Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, glæder sig over tilvalget af de lokale skoler.

”Vi har rigtig gode folkeskoler, som jeg er glad for, at elever og forældre gør til et førstevalg. I en god hverdag skal man lære noget, være sammen med gode kammerater og blive udfordret på sin viden, kreativitet og fantasi. Det tilbyder skolerne, samtidig med at de i høj grad er med til at binde lokalsamfund sammen. Børnene kan let lave legeaftaler, og forældrene kender hinanden fra andet end skolen,” siger Thomas Medom.

Frem til 6. januar er forældre ved at skrive nye elever ind i folkeskolerne, og der ligger ifølge Thomas Medom et positivt signal i, at endnu flere vælger den lokale skole.

”Bevægelsen er ikke så stor, men retningen er rigtig. Der er brug for stærke, lokale skoler, som afspejler de bydele og forstæder, de har hjemme i, og som forældre og lokalsamfund bakker op om. Det tager jeg også de nye tal som udtryk for,” siger Thomas Medom.

Opgørelsen viser samtidig en svag stigning i andelen af aarhusianske elever fra 0. til 9. klasse, som går i privatskole. Andelen er steget med 0,2 procentpoint, fra 14,7 til 14,9 procent. Dette tal faldt med 0,6 procentpoint fra skoleåret 2017/18 til 2018/19, mens det har været svagt stigende de forrige år. De resterende elever i opgørelsen går enten på en anden folkeskole end den lokale distriktsskole, i skole i en anden kommune i Aarhus eller i en anden type skoletilbud.

 

Anbefalet til dig