Flere er allerede døde: Nu advarer Dyrenes Beskyttelse

29/05/2020

Christian Granhøj Skouboe

Flere hestes død får nu Dyrenes Beskyttelse til at udsende en advarsel. Foto: Shutterstock
Netop nu meldes der om flere heste, som er døde efter at have spist planten, og mange dyrlæger er derfor ude og advare hesteejere. da ahorn er giftigt for heste og kan få fatale konsekvenser, hvis de spiser det.

Mest læste i dag

Tirsdag morgen tog Marie Thielsen og hendes døtre ud for at morgenfodre deres islænder, som gik sammen med 9 andre heste. Alt var fint, hestene fik mad og de tog hjem for at begynde dagen. Klokken 17 samme dag fik Marie et voldsomt opkald: hendes hest Eyja var syg, og hun skulle komme straks.

Marie skyndte sig ud til hesten for at se, hvad der var galt. Da hun kom frem, rystede Eyja, kunne ikke stå på sine ben, og hendes næse løb. Hun tissede også blodig urin. En dyrlæge var allerede på stedet, da Marie ankom, og hendes hest havde allerede fået morfin. Desværre havde det ingen effekt. Det blev derfor besluttet, at hesten skulle køres på Universitetshospitalet for Store Husdyr i Taastrup.

Blev forgiftet og måtte aflives 8 timer senere

Eyja nåede kun at være på dyrehospitalet i et par timer, før hun måtte aflives. To andre heste fra samme fold måtte også aflives. Alle tre heste var blevet forgiftet af en ahornplante, de havde spist, hvilket er livsfarligt for heste.

"Heste er sensitive, og de forkerte planter kan have dødelige konsekvenser. Ahorntræer er giftige for heste, og derfor er det vigtigt, at man sørger for, at der ikke vokser ahorntræer i nærheden af folden," fortæller Yvonne Johansen, dyrlæge og dyreværnschef ved Dyrenes Beskyttelse.

Frøene fra ahorn spredes med vinden, så selv om ahorntræet står flere meter fra hestefolden, kan de små helikopterformede frø bevæge sig langt. Når hesten indtager blot en lille mængde ahorn, vil den hurtigt blive meget afkræftet og få symptomer, der minder om kolik og få stive bevægelser.

Flere tilfælde af ahornforgiftning i hele Danmark

Indtil videre er der set flere tilfælde af ahornforgiftning i år rundt omkring i landet. Marie Thielsens hest gik på fold ved Dyrehaven i Nordsjælland, men både Højgård Hestehospital på Fyn og Bindslev Dyrehospital i Nordjylland har på deres Facebook-side advaret om flere tilfælde af forgiftning.

Dyrenes Beskyttelse anbefaler derfor, at man som hesteejer er særligt opmærksom på sin fold, så man undgår de giftige ahorntræer.

"Hesteejere skal ikke være bange for at lukke deres heste ud på folden, men det er vigtigt, at de tilser folden regelmæssigt og grundigt. Hestene har godt af fri bevægelse på fold. Af andre planter, man skal være på udkig efter, findes også engbrandbæger og taks, som er meget giftige for heste. Man skal også være opmærksom på, at hvis hø eller wrap er slået på en mark med giftige planter, kan det stadig gøre heste syge selv i tørret tilstand," siger Yvonne Johansen.

Andre giftige planter for hesten

Der er også en række andre planter end ahorn, som er giftige for heste. Husk derfor at tjekke folden jævnligt, så du trygt kan have din hest på græs i sommerhalvåret. Listen tæller:

  • Taks
  • Hestekastanje
  • Agern
  • Padderok
  • Engbrandbæger
  • Smørblomst

Anbefalet til dig