Flere intense dage venter kronprinsesse Mary

Nyheder
Foto: Shutterstock
Et tætpakket program venter kronprinsessen

Lige nu læser andre også

I år kan Danmark og Litauen fejre, at det er 100 år siden, de to lande etablerede diplomatiske forbindelser. I den anledning deltager kronprinsesse Mary i dagene 30. september og 1. oktober 2021 i en officiel markering af begivenheden i den litauiske hovedstad Vilnius.

"Det er Republikken Litauens Præsident H.E. Gitanas Nausėda, der har inviteret Kronprinsessen til at deltage i den officielle markering, og med under besøget er også minister for udviklingssamarbejde og minister for nordisk samarbejde Flemming Møller Mortensen," oplyser Kongehuset i en pressemeddelelse

"Danmark anerkendte officielt Litauen den 28. september 1921, og anerkendelsen og etableringen af de diplomatiske forbindelser til de baltiske lande skete et par år efter landenes selvstændighed i 1918. I år er det samtidig 30-året for genetableringen af diplomatiske forbindelser efter Estland, Letland og Litauen løsrev sig fra Sovjetunionen i 1991. Både i 1921 og i 1991 var Danmark et af de første lande til at oprette og genoprette diplomatiske forbindelser med de baltiske lande."

De seneste år har både dronning Margrethe og Kronprinsparret deltaget i flere markeringer af 100-året for de baltiske landes selvstændighed i 1918. Således besøgte Kronprinsparret i 2018 Letland, Dronningen besøgte i 2019 Estland, og nu besøger Kronprinsessen Litauen. Derudover var Kronprinsparret tidligere på året værter ved en middag i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg i forbindelse med markeringen af 100-året for de diplomatiske relationer mellem Danmark og Estland, Letland og Litauen

Det skal der foregå

I samme ombæring har Kongehuset offentliggjort kronprinsesse Marys program under turen til Litauens hovedstad

Torsdag den 30. september

Modtagelse på Præsidentpaladset
Kl. 11.45

Republikken Litauens Præsident H.E. Gitanas Nausėda byder sammen med sin hustru Fru Diana Nausėdienė H.K.H. Kronprinsessen velkommen til landet på Præsidentpaladset i hovedstaden Vilnius. Præsidentparret vil efterfølgende være værter for en frokost i anledning af Kronprinsessens besøg, hvor også minister for udviklingssamarbejde og minister for nordisk samarbejde Flemming Møller Mortensen samt officielle repræsentanter fra Danmark og Litauen deltager. Efter frokosten vil Kronprinsessen sammen med Præsidentparret overvære en overflyvning med danske F-16 fly.

Møde med Republikken Litauens premierminister H.E. Ingrida Šimonytė
Kl. 13.40

I Regeringsbygningen i Vilnius modtager Republikken Litauens premierminister H.E. Ingrida Šimonytė Kronprinsessen i anledning af Hendes Kongelige Højheds besøg i landet.

Kranselægning på Antakalnis-kirkegård
Kl. 14.30

For at hædre den litauiske selvstændighedkamps ofre deltager Kronprinsessen i kranselægningsceremoni på Antakalnis-kirkegården i Vilnius. Hendes Kongelige Højhed vil ved ceremonien være ledsaget af Republikken Litauens udenrigsminister Gabrielius Landsbergis.

Åbning af guldalderudstilling
Kl. 15.00

På Vytautas Kasiulis Art Museum i Vilnius vil Kronprinsessen sammen med Fru Diana Nausėdienė åbne udstillingen “Awakening of Nations”, hvor mere end 40 danske guldalderværker kan opleves frem til den 7. november 2021. Udstillingen markerer 100-året for etableringen af de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Litauen, og udstillingen er organiseret af Vytautas Kasiulis Art Museum, Statens Museum for Kunst, Det Danske Kulturinstitut i Estland, Letland og Litauen samt Den Danske Ambassade i Litauen.

Åbning af kunstseminar på Lithuanian National Museum of Art
Kl. 15.30

Kronprinsessen vil sammen med Fru Diana Nausėdienė åbne et dansk-litauisk kunstseminar på Lithuanian National Museum of Art.

Besøg i Signatarų namai (Signaturernes hus)
Kl. 16.20

Huset Signatarų namai (på dansk Signaturernes hus) er et vigtigt historisk og symbolsk sted i Litauen, da det var i dette hus, at landets selvstændighedserklæring blev underskrevet den 16. februar 1918. Før dette havde Litauen i 123 år været en del af Rusland. Kronprinsessen vil sammen med Fru Diana Nausėdienė besøge huset og få formidlet landets historie.

Festkoncert i anledning af 100-året for de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og de baltiske land
Kl. 18.30

Musikere fra Danmark, Estland, Letland og Litauen vil underholde, når Kronprinsessen, Fru Diana Nausėdienė og en række officielle gæster deltager i en festkoncert arrangeret af Det Danske Kulturinstitut. Festkoncerten finder sted i anledning af 100-året for etableringen af diplomatiske forbindelser med Estland, Letland og Litauen. Kronprinsessen er protektor for Det Danske Kulturinstitut.

Middag på Den Danske Ambassade i Vilnius
Kl. 19.30

H.E. Ambassadør Hans Brask er vært ved en middag til ære for Kronprinsessen på Den Danske Ambassade i Vilnius.

Fredag den 1. oktober

Åbning af seminar i anledning af 100-året for diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Litauen
Kl. 9.00

Kronprinsessen åbner en dansk-litauisk konference, der afholdes i forbindelse med en bogudgivelse, der markerer 100-året for etableringen af de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Litauen. Konferencen finder sted på Universitetet i Vilnius, hvor Kronprinsessen efterfølgende vil deltage i en rundvisning i de historiske bygninger. Universitetet blev grundlagt i 1579 og er et af Nordeuropas ældste universiteter.

Besøg hos Den Litauiske Nationale Olympiske Komite samt besøg i børnehaven Ruta
Kl. 10.20

Kronprinsessen vil sammen med Fru Diana Nausėdienė besøge børnehaven Ruta, der arbejder med uddannelsesredskaber fra Den Litauiske Nationale Olympiske Komite. Efterfølgende vil Kronprinsessen få præsenteret en række aktiviteter, som komiteen arbejder med at udbrede til landets børnehaver og skoler.

Officiel åbning af Senators Passage
Kl. 12.00

Kronprinsessen vil officielt åbne Senators Passage i Vilnius, der er en handelspassage i hjertet af hovedstaden. Passagen indeholder delikatessebutikker, restauranter samt kontorer og lejligheder. Efter den officielle åbning vil Hendes Kongelige Højhed deltage i et kokkeevent, der er arrangeret af Den Danske Ambassade samt Det Danske Kulturinstitut med fokus på affaldsreduktion samt cirkulær produktion i fødevaresektoren.

Møde med udstationerede danske soldater i Litauen
Kl. 14.00

Som afslutning på besøget i Vilnius, Litauen, vil Kronprinsessen hilse på en række udstationerede danske soldater i landet.

Tryk her for at læse døgnets andre spændende nyheder

Anbefalet til dig