Kun hver anden kvinde i alderen 23 til 29 år deltager i screening for livmoderhalskræft viser nyeste opgørelse.
Det er bekymrende, at de unge kvinder ikke bliver tjekket for celleforandringer og dermed beskytter sig mod at udvikle livmoderhalskræft.
Det skriver Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.
Udviklingen går i den forkerte retning, da færre og færre kvinder tager imod tilbuddet.
"Det er bekymrende, at der ikke er flere af de yngre kvinder, der deltager i screening, og at tallet er faldende. Livmoderhalskræft rammer flest kvinder i 35-års alderen, og den er som regel 10-15 år om at udvikle sig. Så screening, der kan finde forstadier til kræft, er yderst relevant for kvinder i den unge alder," understreger overlæge i Kræftens Bekæmpelse Janne Bigaard.
Screening kan forebygge kræft
Hver dag får én kvinde livmoderhalskræft, og hvert år dør 100 kvinder af sygdommen. Og hver anden kvinde, der får livmoderhalskræft, er ikke blevet screenet regelmæssigt, skriver Kræftens Bekæmpelse og uddyber, at det er vigtigt, at tage imod tilbuddet om screening for livmoderhalskræft, når man inviteres første gang i en alder af 23 år.
Hvis man først opdager celleforandringer, når de har udviklet sig til kræft, kan det betyde, at livmoderen skal fjernes, forklarer Janne Villemoes Bigaard, overlæge i Kræften Bekæmpelse Foto: Kræftens Bekæmpelse.
Screening kan nemlig finde forstadier til livmoderhalskræft, inden de udvikler sig til kræft. Hvert år får mange tusinde kvinder fjernet forstadier til livmoderhalskræft.
"Hvis man først opdager celleforandringer, når de har udviklet sig til kræft, kan det betyde, at livmoderen skal fjernes. Dermed risikerer kvinder, at de ikke kan få de børn, de ønsker sig," siger Janne Bigaard.
Hos Kræftens Bekæmpelse oplever man, at invitationerne ryger i ”bunken med andre vigtige papirer” og glemmes.
"Vi kan se, at kvinderne gerne vil deltage, men de glemmer simpelthen at bestille tid hos lægen. Mange ved faktisk heller ikke, at undersøgelsen kan forebygge kræft, eller at der er risiko for at få netop denne kræftform i en tidlig alder," forklarer Janne Bigaard og fortsætter:
"De føler sig måske sunde og raske og tænker, at risikoen for at få kræft ligger langt ude i fremtiden. Og hvis man ikke føler, at undersøgelsen er relevant, er det sværere at prioritere en tid hos lægen."