Flere store virksomheder siger nej: Dropper julefrokosten

19/11/2021

Julie Møller

Foto: Thomas Vilhelm/Ritzau Scanpix.
Selvom der ikke er restriktioner, så aflyser flere virksomheder årets julefrokost.

Mest læste i dag

Den årlige julefrokost er uden tvivl et af årets helt store højdepunkter på de fleste arbejdspladser. Men i år vælger flere virksomheder at droppe festlighederne.

Flere store virksomheder såsom Danfoss, Danske Fragtmænd, Aarstiderne og DR har besluttet at aflyse af frygt for at sprede coronasmitte.

Ledelsen i DR bekræfter beslutningen over for Ekstra Bladet.

"Vi følger fortsat myndighedernes retningslinjer, men ud fra et forsigtighedsprincip har vi besluttet, at vi må tage ekstra tiltag for at begrænse smittespredning i DR," siger underdirektør i DR og formand for DR's coronagruppe, Niels Ammitzbøll.

Flere store virksomheder aflyser julefrokosten, selvom der ikke er restriktioner. Foto: Thomas Vilhelm/Ritzau Scanpix. 

Meldingen fra DR kommer i kølvandet på fortsat stigende antal af coronasmittede i Danmark, men der er altså endnu ikke nogen myndigheder, der pålægger at aflyse.

Indfører coronapas

De stigende smittetal har også fået flere virksomheder til at indføre coronapas blandt de ansatte.

I sidste uge meldte Rema 1000 ud, at supermarkedskæden har valgt at indføre coronapas på virksomhedens centrallager i Horsens, og hos Den Gamle By i Aarhus blev der onsdag indført krav om gyldigt coronapas hos alle medarbejdere.

Det er et nødvendigt skridt, lyder det fra Den Gamle Bys museumsdirektør, Thomas Bloch Ravn.

”Smitten er desværre stigende i hele landet og det er en fælles samfundsopgave at få den reduceret. Erfaringerne fra sidste år viser med al tydelighed, hvor vigtigt og effektivt det er at sætte ind i tide. Formålet med coronapas for medarbejdere er selvsagt at beskytte hinanden og vores gæster mod smitte. Her har vi især et ansvar for de personer, som er særligt sårbare og dem har vi både som gæster og medarbejdere” siger Thomas Bloch Ravn i en pressemeddelelse.

 

 

Anbefalet til dig