Flere topfolk vinker farvel til Alternativet

Nyheder
Siden Uffe Elbæks exit som politisk leder har Alternativet været omgivet af stormvejr og tordenskyer. Foto: Alternativet
Mandag siger endnu et fremtrædende medlem af Alternativet farvel til partiet. Det drejer sig om presseansvarlig Rune Langhoff, fortæller han selv på Twitter.

Lige nu læser andre også

De seneste uger har Alternativet befundet sig et rendyrket stormvejr, hvor personhistorier og kradse anklager har fyldt avisernes spalter og i samtalen på sociale medier. Alt den ballade får nu endnu en konsekvens. 

Mandag fortæller Rune Langhoff, der - indtil nu - har været presseansvarlig for partiet, at han har meldt sig ud. 

Udmeldingen kommer på Twitter, hvor Rune Langhoff skriver:

"Det har været et livsforandrende privilegium at være med til at rykke Danmark og dansk politik sammen med Alternativet. Selv om jeg nu har meldt mig ud af partiet og sagt mit job op, fortryder jeg ikke et sekund. Tak for turen - kampen mod status quo og klimakrise fortsætter."

Alternativet røg ind i stormvejret, da Uffe Elbæk sagde farvel til posten som politisk leder og medlemmerne istedet valgte Josefine Fock. Dette faldt ikke i god jord hos Folketingsgruppen, der foretrak Rasmus Nordqvist som ny leder. 

Artikel pustede til ilden

Det blev ikke bedre, da Information udkom 21. februar. 

Her kritiserede en række anonyme kilder Focks adfærd, da hun sad i Folketinget mellem 2015 og 2018, hvor hun vinkede farvel til borgen for at hellige sig et nyt job ved Dansk Flygtningehjælp.

Nyheden om Rune Langhoffs udmeldelse kommer efter nogle dage, hvor flere tidligere topfolk har sagt farvel til Alternativet. Det drejer sig bl.a. om tidligere talsperson Leila Stockmarr, medstifter Niko Grünfeld og medlem af hovedbestyrelsen Marianne Karlberg.

Uffe Elbæk siger farvel til den presseansvarlige på Twitter, hvor Langhoff får pæne ord med på vejen. 

"Rune - tak, tak, tak... for dig og alt det du har betydet - ikke bare for Alternativet, men også for mig personligt. Du er et meget, meget stort menneske. Og den skarpeste analytiske hjerne og spidsede pen. Det har været et privilegium, at arbejde sammen med dig. Tak fra hjertet!," skriver Uffe Elbæk - partiets forhenværende politiske leder - på Twitter.

Senere mandag holder partiets gruppe møde om, hvordan de forholder sig til situationen. 

Anbefalet til dig