Hvad siger Dronning Magrethe i sin nytårstale? Det har været et tilbagevendende spørgsmål hos Danske Spils oddssættere siden de i 2015 for første gang begyndte at sætte odds på den nok meste sete tv-tale i Danmark.
"Vi starter arbejdet med nytårstalen allerede i efteråret. Kigger på hvad der er sket i løbet af året, og hvad hun kunne tænkes at sige. Derudover kigger vi på nye ord, hvad der har været de store samtaleemner i medierne og lader i det hele taget bare vores hjerne løbe frit. For selvom det måske ikke er så sandsynligt, at Dronningen siger Cityring eller El-løbehjul, så er det ord, der har været populære i år, og så kommer de med," siger Peter Emmike Rasmussen, oddsansvarlig hos Danske Spil, og fortsætter:
"Det er en enormt sjov proces, også fordi de er så mange ubekendte i den. Vi har en del ord, vi er sikre på hun siger, men der er mindst lige så mange temaer, vi ikke aner, om hun vil tage op. Det er udfordrende for os."
Et tema som oddssætterne dog vurderer, vil komme til at fylde noget i årets tale er klima.
"2019 har i den grad været et år med fokus på klima i medierne og hos danskerne generelt. Så det vil være meget naturligt, hvis Hendes Majestæt taler til folket om det. Hendes tale indeholder ofte temaer som berører mange, og det gør klima og klimaforandringerne i høj grad. Derfor har vi også odds på ord som nedbørsrekord, klimastrejke, klimaforandringer og flexitar," siger Peter Emmike Rasmussen i en pressemeddelelse.
Søens folk er altid et hit hos danskerne
Selvom oddssætterne hvert år lægger et arbejde i at få mange nye og aktuelle ord med på listen over muligheder, man kan oddse på, er der altid nogle enkelte ord, som danskerne tror ekstra meget på bliver nævnt, når de skal oddse.
"Det er altid spændende at se, hvad der bliver spillet mest på hvert år. Det giver et meget interessant billede af, hvad der optager danskerne i året, der er gået," siger Peter Emmike Rasmussen, og fortsætter:
"I 2016 var det OL og Brexit, der toppede listen. I 2017 var det Kulturhovedstad og Aarhus, stavet med både Aa og Å, som folk troede på, og i 2018 toppede Kim Larsen listen over det mest spillede ord. Nok fordi han var død så sent på året, så det var meget friskt i folks erindring."
Et udsagn går dog igen år efter år i top tre over mest spillede ord. Det er samtidig et udsagn, som Dronningen aldrig har sagt. Nemlig Søens folk.
"Søens folk topper listen hvert år, som det danskerne spiller mest på. Det sjove er, at i ingen af de taler Dronning Margrethe har holdt siden hendes første i 1972, har hun sagt Søens folk. Ikke en eneste gang. Hendes far gjorde det, men hun har aldrig gjort det. Men på en eller anden måde, så tror danskerne, at det er noget hun siger i talen. Måske gør hun det en dag, men jeg tvivler," siger Peter Emmike Rasmussen.
Søens folk giver odds 15.