Fly styrtet ned: 'Putins kok' meldes dræbt

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Wagner-lederen, Jevgenij Prigozjin, var muligvis blandt passagererne på et fly, der er styrtet ned nær Moskva.

Lige nu læser andre også

Wagner-lederen Jevgenij Prigozjin er muligvis omkommet i et flystyrt.

Det er den russiske luftfartsmyndighed Rosaviatsia, som onsdag aften kan fortælle, at Wagner-lederens navn fremgår af passagerlisten.

"Der er blevet indledt en efterforskning af aftenens flystyrt i Tver-regionen."

"Jevgenij Prigozjins fornavn og efternavn fremgik af passagerlisten," kommer det fra Rosaviatsia ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge det britiske medie BBC tilhører det styrtede privatfly Wagner-chefen, men man kender endnu ikke nærmere til omstændighederne ved flystyrtet. 

Derfor skal eventuelle konklusioner tages med visse forbehold.

Ritzau kan berette, at han efter alt at dømme er en af i alt ti omkomne, selv om det endnu ikke officielt er blevet bekræftet, at 62-årige Prigozjin var ombord.

Det vides det heller ikke, hvorvidt der er tale om en bevidst handling eller en ulykke.

Dog hævdes det i Telegram-kanalen Grey Zone, der ofte har delt videoer og budskaber fra Wagner-lederen, at Prigozjins fly blev skudt ned af det russiske forsvar i Bologovsky-distriktet nordvest for Moskva.

I samme ombæring er der delt videoer, der angiveligt viser det brændende fly ligge på jorden.

Hverken hans død eller ovennævnte videoer er blevet verificeret.

Meget er derfor fortsat usikkert.

Putins kok

Jevgenij Prigozjin er chef for den private russiske hær Wagner-gruppen og har i mange år været tæt ven og allieret med Ruslands præsident, Vladimir Putin, hvorfra navnet "Putins kok" stammer fra.

Og netop Prigozjin var manden bag et kortvarigt oprør, da han, sammen med sine mænd, indledte en militærmarch mod Moskva efter stor utilfredshed med den russiske militære ledelse.

Wagner-tropperne rejste fra den sydlige storby Rostov mod Moskva. Men inden de nåede frem, blev det hele afblæst.

Gruppen blev efterfølgende forvist til Hviderusland. Men siden da har Prigozjin rejst verden rundt, herunder til Afrika, i sit privatfly.

Og det er altså selv samme privatfly som nu skulle være styrtet ned.

Wagner-chefens fly var angiveligt på vej fra hovedstaden Moskva til Sankt Petersborg, da dets syv passagerer og tre besætningsmedlemmer styrtede ned.

Flyet skal være styrtet ned nær landsbyen Kuzjenkino, der ligger stort set lige midt mellem Moskva og Sankt Petersborg.

Opdateres..

Anbefalet til dig