For at forstå den kæmpe brøler, Bilka har begået, skal tiden spoles et par måneder tilbage.
På daværende tidspunkt blev en karamelsirup fra Fabbri tilbagekaldt, hvilket betyder, at produktet skulle fjernes fra butikkens hylder - og det var her, Bilka Kolding jokkede i spinaten, hvilket endte med at få store konsekvenser.
Det skriver Ugeavisen.
Tilbagekaldelsen af Fabbri gourmetsirup karamel blev iværksat på grund af bekymring for gæringsrisiko.
Da kontrollanterne fra Fødevarestyrelsen kiggede forbi den 12. september fandt de to flasker af produktet i butikken, og tilbagekaldelsen blev derfor anset som utilstrækkelig.
Interessant nok havde Bilka allerede reageret på tilbagekaldelsen ved at fjerne tre flasker af karamelsirupen fra deres salgsområde ifølge deres egenkontrol.
Men det var altså ikke godt nok, og derfor har varehuset nu sikret sig en sur smiley samt en bøde på svimlende 80.000 kroner.
Salling Group, der står bag Bilka, har undskyldt for fejlen, men de har også udtrykt forundring over størrelsen af bøden:
“Vi beklager, at der er sket en fejl, idet nogle flasker ganske enkelt blev overset. Varen er ikke sundhedsfarlig, men uegnet til konsum, da der var observeret risiko for synligt mug i nogle flasker. Alle varer burde naturligvis være blevet fjernet. Vi synes så ikke, at forseelsen står mål med så stor en bøde, som er i samme størrelsesorden, som hvis butikken bevidst ikke havde fjernet en meget samfundsfarlig fødevare”, lyder det fra Jacob Krogsgaard Nielsen, presseansvarlig hos Salling Group.
Det er dog ikke første gang, at en af Salling Groups butikker har fået en bøde i den størrelsesorden.
Tilbage i august måned var det Føtex i Esbjerg, der måtte modtage en bøde på samme beløb for nogenlunde samme forseelse, da de ikke havde fjernet en tilbagekaldt mousserende vin fra hylderne.