Der er noget stort under opsejling.
Digitaliseringsstyrelsen gør sig for alvor klar til at starte et stort projekt, der er så stort, at vi skal spole tiden tilbage til udrulningen af MitID for at finde noget lignende.
Men nu er det en digital tegnebog til alle danskere og resten af EU, der er på tegnebrættet.
Sådan skriver Pro.ing.dk.
Projektet lyder måske lidt nørdet, men ideen er ret simpel og ret smart. Forestil dig, at alt det vigtige fra din pung, herunder kørekort og sundhedsbeviser, nu også kan leve sikkert på din telefon eller computer.
Det er Adam Lebech fra Digitaliseringsstyrelsen, der har løftet sløret for det nye tiltag og kalder det "det største vi skal i gang med siden MitID." Han fortalte om planerne på en konference i Aarhus, hvor folk, der er helt vilde med digitalisering, var mødt op for at høre om fremtidens digitale løsninger.
eID er på vej
Det nye digitale projekt skal kickstartes i 2025, og målet er at gøre det nemmere for os alle sammen at bruge vores officielle dokumenter online – ikke bare i Danmark, men i hele EU:
"Det bliver et eID, der svarer til MitID, bare på EU-plan. Det skal kunne modtages alle steder af offentlige myndigheder og banker i hele Europa, og vi skal kunne bruge det som identifikation digitalt. Men det skal også kunne bruges fysisk, som vi kendte det med coronapasset eller digitalt kørekort", lyder det fra Adam Lebech.
Du kan altså tænke på eID som MitID, men for hele Europa; og så er det ikke kun til de kedelige ting.
Forestil dig, at du kan flashe en digital version af dit eksamensbevis eller en simplificeret udgave af din straffeattest, når du har brug for det, uden at skulle rode rundt med papirer eller vente på at få dem sendt hjem.
Hvordan det præcist kommer til at se ud, ved vi ikke endnu, men ifølge Adam Lebech kan vi forvente noget i retning af en digital tegnebog, hvor du kan samle alle dine vigtige papirer.