Listepriserne på benzin og diesel har taget et nyt spring. Hvis din bil ikke er eldreven, skal du måske lige sætte dig ned.
Listepriserne er nemlig steget til over 17 kroner, og for første gang i 16 år er prisen på diesel nu overgået prisen på benzin.
Det er Finans.dk der i dag skriver, at de seneste listepriser hos Cirkel K viser, at prisen for en liter benzin er 17.19 kroner, mens en liter diesel koster 17.49 kroner.
Jesper Dan Holst Rasmussen, seniormanager for prisfastsættelse hos Cirkel K fortæller til Finans, at man skal tilbage til 2006 for at finde dieselpriser, der var højere end benzinpriserne.
Kan blive langt dyrere
"Vi skal helt tilbage til 2006, hvor orkanen Katrina i den mexicanske golf gav et lignende spring, og diesel var dyrere end benzin. Prisudviklingen er helt klar en effekt af krigen i Ukraine. Rusland er en tung spiller på eksport af diesel. Landet dækker omkring 50-60 pct. af det mellem- og sydeuropæiske marked, og krigen og sanktioner fra bl.a. USA betyder, at dieselprisen stiger markant, fordi markedet reelt set er mindre end tidligere," fortæller han til mediet.
Prisen på 17 kroner literen er dog småting i forhold til den pris, vi snart kan ende med at se. Investeringsøkonom hos Nordnet, Per Hansen, fortæller nemlig i en kommentar til Finans, at det ikke er urealistisk, at vi kan ende med 20 kroner literen inden længe.
"Nu går det fra meget slemt til langt værre. Det lyder måske som et fjernt fremtidsscenarie, men med dagens stigninger, som på et tidspunkt inden for den nærmeste uge bliver omsat til standardpriser, er en pris på 20 kr. for en liter 95-benzin ikke længere noget fra Utopia-land," fortæller han her til Finans.