Forældede passwords gør danskerne sårbare på nettet

Nyheder
Foto: Gjensidige Forsikring
Selvom det er almindeligt kendt, at man jævnligt bør udskifte sine passwords til bank, mail og sociale medier, så er det de færreste danskere, der rent faktisk gør det. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.

Lige nu læser andre også

Flere og flere danskere oplever at få deres konti på computeren hacket. Og det er måske ikke så underligt, når man ser på, hvor mange af os, der rent faktisk udskifter vores passwords, som vi bør. I en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring fremgår det, at kun 16 procent af danskerne skifter kodeord til deres email mere end hvert halve år.

“Det er utrolig problematisk, at danskerne ikke er mere omhyggelige med at udskifte deres passwords. Helt konkret betyder det, at vi er meget mere eksponerede for hacking. Hos Gjensidige mærker vi også problemerne, og flere og flere søger hjælp ved fx identitetstyveri,” siger Henrik Sagild, skadedirektør i Gjensidige Forsikring.

Undersøgelsen viser blandt andet, at det særligt er kvinder, der er dårlige til at udskifte deres passwords, og det er dermed også dem, der har størst risiko for at blive bestjålet på internettet. Udover kvinderne, så er det særligt de ældre i alderen 60 år og opefter, der undlader at udskifte deres passwords. Her svarer hele 35 procent, at de aldrig skifter password til deres email.

“De ældre er ikke opvokset med internettet, og er derfor ikke ligeså opmærksomme på de risici, som nettet indeholder. Man kan ligeledes forestille sig, at mange undlader at ændre deres password for hyppigt, fordi de ikke vil risikere at glemme det,” siger Henrik Sagild. 

Desværre er det ikke kun på vores email-konti, at vi sløser med sikkerheden. For den samme tendens gør sig nemlig også gældende på de sociale medier. Her svarer kun 9 procent, at de skifter password mere end hvert halve år til deres konti på de sociale medier som Facebook, Instagram og Twitter. Undersøgelsen viser ligeledes, at hele 69 procent af danskerne bruger det samme password flere steder.

“Det er rigtig problematisk, at vi bruger de samme passwords til flere forskellige konti. Det betyder, at når hackerne knækker koden et sted, så får de også automatisk adgang til flere af vores andre konti. Med andre ord stiger risikoen for at blive udsat for identitetstyveri, tyveri eller lignende,” siger Henrik Sagild afslutningsvis.

Gode råd til sikker færden på internettet

  • Gør det til en rutine af skifte passwords hyppigt—gerne hver 3.måned.

  • Brug (om muligt) 2-trins godkendelse—denne metode tilbyder bl.a. Facebook, Google, Linkedin

  • Anvend lange passwords med mange tegn.

  • Undgå passwords med hele ord—eller ord, der har noget med din hverdag at gøre.

Anbefalet til dig