Den 6. juli gik det helt galt på Hillerødmotorvejens forlængelse.
Her kostede en voldsom bilulykke tre menneskeliv og efterlod to børn uden deres forældre.
En 33-årig mand og et ægtepar omkom i ulykken, og parrets børn blev indlagt på Rigshospitalet med alvorlige skader.
Selvom børnenes verden er blevet vendt på hovedet, og intet kan gøre deres hverdag til den samme igen - så kom det for en uges tid siden frem, at de havde modtaget en flot gestus.
Elisabeth Fossheim fra Hillerød og Jonas Patell Andersen fra Nyborg har taget initiativ til en indsamling for børnene.
Gruppen "Indsamling til 2 trafikofre; pige på 14 og dreng på 10" på Facebook opfordrer alle, der kan og vil hjælpe, til at bidrage.
"Alle der kan og vil hjælpe med at donere er velkommen! Det giver ikke deres forældre eller lykke tilbage, men måske vi kan give dem noget andet med økonomisk værdi," lyder det i opslaget.
Nyt i sagen
Den omtalte ulykke skete, da den 33-årige mand angiveligt kørte ræs med en 24-årig ven.
De to biler nåede hastigheder på op til 150 km/t, før den 33-årige ramte trafikkegler, kolliderede med familiebilen og gik bort som følge deraf.
Den 24-årige blev varetægtsfængslet, men nu skriver Ekstra Bladet, at han er blevet løsladt.
"Under henvisning til de objektive målinger, vi har, er der ikke en særligt bestyrket mistanke, så jeg kommer frem til, at sigtede skal løslades," lyder det fra dommer, Lene Faursby Ahlers.
Den unge mands forsvarer, Jan Torp Hansen, påpeger, at hans klient ikke har været skyld i, at farlige situationer er opstået. Den 24-årige er blevet mål til at have kørt 125 km/t over en ni kilometer strækning, hvor fartgrænsen er 110 km/t.
"Det kan ikke kaldes vanvidskørsel," slår Jan Torp Hansen fast.