Forældrepar gik bort efter tragisk ulykke: Nu modtager de indlagte børn en smuk håndsrækning

Nyheder
Foto: Presse-fotos.dk
De indlagte børn er stadig ikke klar over, at deres forældre er gået bort.

Lige nu læser andre også

Den 6. juli fandt en tragisk hændelse sted på Hillerødmotorvejens forlængelse.

Her kostede en voldsom bilulykke tre menneskeliv og efterlod to børn uden deres forældre.

En 33-årig mand og et ægtepar omkom i ulykken, og parrets børn kæmper nu med alvorlige skader på Rigshospitalet.

De to børn, en pige på 14 og en dreng på 10, blev begge indlagt med alvorlige skader. Efter at have været i respirator er de nu uden for livsfare, men har stadig ikke fået besked om deres forældres tragiske død.

Selvom børnenes verden er blevet vendt på hovedet, og intet kan gøre deres hverdag til den samme igen - så bliver der nu gjort en flot gestus, som skal hjælpe dem lidt på vej.

Elisabeth Fossheim fra Hillerød og Jonas Patell Andersen fra Nyborg har taget initiativ til en indsamling for børnene.

Gruppen "Indsamling til 2 trafikofre; pige på 14 og dreng på 10" på Facebook opfordrer alle, der kan og vil hjælpe, til at bidrage.

"Alle der kan og vil hjælpe med at donere er velkommen! Det giver ikke deres forældre eller lykke tilbage, men måske vi kan give dem noget andet med økonomisk værdi," lyder det i opslaget.

Pengene, der samles ind, skal støtte børnene med skoleudstyr, transport og en opsparing til deres fremtid. Målet er at sikre, at børnene får en stabil fremtid trods den tragiske begivenhed.

Ulykken skete, da den 33-årige mand kørte ræs med en 24-årig ven. De to biler nåede hastigheder på op til 150 km/t, før den 33-årige ramte trafikkegler og kolliderede med familiebilen.

Den 24-årige er nu varetægtsfængslet, og han er sigtet for at have medvirket til ulykken ved at bringe andres liv i fare.

Anbefalet til dig