I år rammer forkølelsesvirussen RS tidligere end normalt.
Det skriver DR, der har været i dialog med overlæge på børne- og ungeafdelingen på Regionshospitalet, Randers Bent Windelborg Nielsen.
Han fortæller, at allerede nu er der markant flere børn indlagt på Region Midtjyllands hospitaler i forhold til, hvor mange der plejer at være på dette tidspunkt af året:
"Det har været en noget atypisk efterårsmåned. Den har opført sig som en vintermåned,« fortæller overlægen til DR.
RS-virus kan være særdeles farlig for børn under to år, da det er en luftvejsinfektion, der kan medføre vejrtækningsbesvær.
Sidste år forklarede Statens Serum Institut ifølge B.T., at den høje forekomst af RS-virus hos små børn kunne tilskrives nedsat immunitet og udlandsrejser, efter at samfundet igen blev åbnet.
Det medfører også, at RS-virus har bedre mulighed for at blive spredt.
"En mulig forklaring kan være, at det er en effekt af, at man for nylig har åbnet landet igen efter nedlukningen og restriktionerne under covid-19-epidemien. Og at der derfor er flere, som rejser," forklarede Lasse Skafte Vestergaard, afdelingslæge SSI, sidste år ifølge B.T.