Nyheder24.dk
Forside Nyheder Forsyningsselskab med vild melding: Akut vandmangel i Danmark

Forsyningsselskab med vild melding: Akut vandmangel i Danmark

vand, water, tap water, vandhane, drikkevand
Shutterstock

Forsyningsselskabet har advaret om, at man var tæt på vandmangel under den ekstreme hedebølge i juni.

Hovedstadsområdet var tilsyneladende i fare for at stå i en situation med akut mangel på vand, da en kraftig hedebølge ramte landet i slutningen af juni.

Det oplyser Hofor, som er Danmarks største leverandør af drikkevand og forsyner omkring en million borgere i København og omegn. Det skriver Politiken ifølge Ritzau.

“Den ekstreme varme og varigheden af den fik helt forståeligt borgernes vandforbrug til at stige, og vores produktion kunne ikke følge med,” siger Rebekka Nymark, der er direktør for vand og spildevand hos Hofor, til avisen.

“Vi kunne se bunden af vores vandbeholdere, og det har vi aldrig prøvet før.”

Vil have tættere samarbejde

Hofor peger i denne forbindelse også på et øget behov for en tættere koordinering mellem myndigheder og forsyningsselskaber, så vandforsyningen fremover kan holde under lignende perioder.

Selskabet erkender desuden, at man i øjeblikket ikke er godt nok rustet til de klimamæssige udfordringer, som flere og kraftigere hedebølger ventes at medføre.

Hedebølgen bragte da også en ny dansk varmerekord med sig, idet der lørdag den 27. juni blev målt 37,0 grader. Det var nok til at gøre dagen til den hidtil varmeste i Danmarkshistorien.

Opfordrede til at spare på vandet

Allerede den 25. juni var Hofor nødt til at sende en opfordring ud til sine kunder om at reducere deres vandforbrug for at undgå mangel.

Blandt selskabets råd lød det blandt andet, at man skulle lade være med at vande græsplænen, kun give blomster og krukker vand sidst på dagen og i stedet for store havepools, benytte mindre soppebassiner.

I weekenden 26.-28. juni steg forbruget flere steder med et sted mellem 25 og 30 procent. Ikke nok med det, så var det enkelte steder helt op til 50 procent sammenlignet med normalen.

Danva, der er brancheforening for landets vandselskaber, peger på, at stigningen især skyldtes, at mange danskere fyldte deres bassiner op, og at mange flere vandede haven.

Ads by MGDK