Det fik store konsekvenser for en blot 19-årig mand, som aftjente værnepligt ved Beredskabsstyrelsen i Thisted, da en instruktør tog fejl af knapperne på en fjernbetjening - for han mistede en del af sig selv.
Bogstaveligt talt.
I en rapport fra Arbejdstilsynet, som TV MIDTVEST har fået aktindsigt i, står der, at hændelsen fandt sted 27. maj i år.
Her skulle den unge mand have fået en finger i klemme i et trækspil, der bruges, hvis man skal fritrække bilen.
Instruktøren havde bedt den 19-årige værnepligtige om hjælp, så han skulle trække i wireøjet, mens instruktøren kørte et elektrisk trækspil udad.
Men da kom instruktøren i tvivl om, hvilken knap på fjernbetjeningen, der kørte spillet ind, og hvilken der kørte spillet ud.
Han tog chancen og tog i samme ombæring fejl af knapperne.
Han ville nemlig have kørt wiren ud, men kom i stedet til at trykke på den forkerte knap - så wiren kørte ind.
Og det forkerte tryk resulterede i, at den unge mand fik mistede fingerspidsen på venstrehånds langefinger.
Virksomheden har overtrådt arbejdsmiljølovgivningens regler, da det ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt, når den værnpligtige ikke var instrueret i, hvordan han skulle holde wireøjet.
Arbejdstilsynet vil nu vurdere, om Beredskabsstyrelsen i Thisted skal meldes til politiet eller have en bøde.