Når 2021 går på hæld, stopper Lidls samarbejde med den århusianske gourmetkok fra Restaurant Frederikshøj Wassim Hallal om dagligvarekædens eksklusivlinje ’WH’.
Det skriver Lidl i en pressemeddelelse.
Dagligvarekæden oplyser, at samarbejdet slutter, fordi Lidl har besluttet at gå nye veje i forhold til den fremtidige satsning på deres eksklusivlinje
Samarbejdet mellem Lidl og Wassim Hallal har resulteret i flere end 100 forskellige nye produkter på Lidls hylder, der er solgt i Lidls 134 danske butikker landet over.
”Samarbejdet har i høj grad været en investering i at få endnu flere danskere til at få øjnene op for, at kvalitet og discount ikke er hinandens modsætninger i Lidl. Det, synes vi, i høj grad er lykkedes, men fra 2022 kommer vi til at følge det strategiske spor på en ny måde,” siger Rasmus Pape, indkøbsdirektør i Lidl Danmark.
Foto: Shutterstock.
Hvad det konkret munder ud i, udover et stort fokus på danske kvalitetsleverandører, kan indkøbsdirektøren endnu ikke løfte sløret for.
Wassims nye partner
I en pressemeddelelse oplyser Wassim Hallal, at han lancerer en ny produktserie med en unavngiven samarbejdspartner.
Wassim Hallal løfter ikke sløret for, hvem den nye samarbejdspartner er, men fortæller til B.T., at der ikke er tale om en 'discountkæde'.
“Jeg har valgt at træde et skridt længere op ad stien og gå benhårdt på den gode smag. Her er kvaliteten for alvor i højsædet,” forklarer han.