Da Ann var nyuddannet sidste år fik hun sit første job som art director hos forlaget DreamLitt. Sidenhen er hun flyttet i lejlighed i netop Vejle sammen med sin kæreste, og passer nu sit arbejde i forlagets lokaler på Horsensvej. Det er netop i forlagets lokaler, at Vejle24 møder Ann Brøgger, der har indvilget i at fortælle lidt om, hvordan hverdagen ser ud, når der står art director på visitkortet. Samt hvordan hun - som tilflytter - har oplevet sit møde med Vejle.
Ann Brøgger forklarer, at hendes hverdag går med at fastlægge udtrykket i forlagets udgivelser, annoncer og på de evigt vigtige sociale medier. Det kan fx udmønte sig i, at hun udvikler en idé til, hvordan en bogs forside ser ud, eller arbejder med det visuelle i forlagets kommunikation.
Hun fortæller, at hun på ingen måde har fortrudt, at hun takkede ja til jobbet i Vejle.
“Jeg er rigtigt glad for mit arbejde. Jeg er den eneste på forlaget, som har min uddannelse, samt den første som er ansat i denne type stilling. Så jeg får rigtigt meget kreativ frihed. Her er højt til loftet, folk tror på ens evner og man indgår i et samspil hvor man sammen finder den bedste løsning.”
To vigtige bøger fra arbejdet hos DreamLitt
Vejleforlaget udgiver både krimier, fantasy og bøger til børn, så det er en stor sandkasse, som Ann Brøgger har et boltre sig i. Hun fremhæver især to bøger, der har været spændende udfordringer, hvor hun - som nyuddannet art director - har kunne sætte sine spor.
“Jeg er rigtigt glad for Lerlandet af Linette Harpsøe, der er udkommet på forlaget Fritid (et af DreamLitts underforlag, red.). Her tager konceptet udgangspunkt i forskellige verdener af ler, hvor der bor en masse væsener. Den store udfordring her var, hvordan jeg fik samlet alle elementerne i ét univers.”
Derudover har Ann Brøgger også arbejdet på bogen “Stress dig sund” af den Carsten Juul, der er metakognitiv psykolog.
“På Carsten Juuls bog ville jeg gerne have, at indholdet var nemt at afkode. Bogen omhandler bekymringer og tankemylder, og jeg syntes den mest genkendelige symbolik var at bruge var en krusedulle,” fortæller Ann Brøgger - og fortsætter:
“Krusedullen indrammer vigtige dele af bogen og bliver brugt til at henlede læsernes opmærksomhed og give afbræk i teksten.”
Ann Brøgger sætter især pris på den kreative frihed i sit job hos forlaget DreamLitt. Foto: Mike Frederiksen
Vejle kombinerer natur og by
Art directoren er opvokset på Fyn, men har sidenhen både boet i Haderslev, København og Berlin. Nu står der Vejle på sygesikringsbeviset, og det er Ann Brøgger godt tilfreds med, fortæller hun.
“Jeg er rigtigt glad for at være flyttet til Vejle. Som en, der aldrig haft specielt meget med Jylland at gøre før min uddannelse, så synes jeg, at byen er super progressiv. En god kombination af natur og et mangfoldigt byliv. Her sker ting. Byen er selvfølgeligt ikke i nærheden af at være på størrelse med Berlin, men alligevel har den så enormt meget at byde på. Berlin kunne være distanceret, her er det modsat. Man kommer tættere på hinanden,” siger Ann Brøgger.
Hun mener desuden, at Vejle er godt placeret i landet.
“Det er nemt at komme til og fra. Både geografisk og transportmæssigt har Vejle en kæmpe styrke, synes jeg. Udover at der er mange muligheder i byen selv, så er det også nemt at få folk til andre steder fra. Åbenheden og omfavnelsen af iværksætteri tiltaler mig. Det er inspirerende.”