Fra oktober skal alle danske forældre have mulighed for orlov

17/06/2020

Christian Granhøj Skouboe

Nu rækkes der en hjælpende hånd til de forældre, som mister et barn. Foto: Shutterstock
Regeringen og resten af Folketinget er blevet enige.

Mest læste i dag

Regeringen har sammen med et enigt Folketinget indgået en aftale om, at alle forældre, der mister et barn under 18 år, får ret til seks måneders sorgorlov. Det fortæller Beskæftigelsesministeriet nu i en pressemeddelelse. 

Forslaget har været stillet som et borgerforslag, som et enigt Folketing nu vil stemme for. Det kommer til at ske i starten af oktober, fortælles der. Her vil Regeringen fremsætte et lovforslag om ændring af reglerne, når Folketinget er tilbage fra sommerferie.

”Det at miste et barn er ganske ubærligt – uanset alder – og en umådelig sorg. Jeg er glad for, at vi nu kan sikre en ret til et halvt års sorgorlov til alle forældre, så de får ro til at bearbejde deres sorg uden at skulle bekymre sig om at skulle tilbage på arbejde. Det er der bred enighed om i både befolkningen og i Folketinget. Jeg har undervejs mødtes med forældre, som har oplevet det, og deres historier har gjort meget stort indtryk,” udtaler beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i pressemeddelelsen. 

Bedre mulighed for hjælp og støtte

Det vækker bred glæde hos partierne, at danske forældre nu får ret til sorgorlov. 

“Alle der selv har mistet - eller kender en der har mistet - et barn har forståelse for, hvor forfærdelig en situation forældrene står i. Derfor skal der være bedre mulighed for støtte og hjælp end i dag. Venstre er derfor glade for, at vi nu kan indføre mulighed for sorgorlov. Det er simpelthen det eneste rigtige at gøre. Herfra skal lyde en stor tak til Pernille der indgav borgerforslaget og de mange tusinde danskere der har støttet det,” udtaler Morten Dahlin (V) fra Venstre. 

Det er Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF) enig i. Han siger:

”I DF er vi glade for, at vi er blevet enige om at vedtage borgerforslaget, der giver forældre der mister et barn op til 18-års alderen en ret til 6 måneders sorgorlov. Jeg ser frem til den endelige lovgivning til efteråret, da det vil være en stor hjælp til de forældre, der mister et barn.”

 

Anbefalet til dig