Pressemeddelelsen, som Fødevarestyrelsen har sendt ud, bekræfter, at flere forskellige fiskefrikadeller tilbagekaldes.
Det sker som følge af fund af bakterien listeria.
Fiskefrikadellerne, som nu bliver tilbagekaldt, er fra Havet's og fra Løgismose, men det er virksomheden Jeka Fish, der står bag tilbagekaldelsen.
Produkterne forhandles i SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Irma, Coop 365, Fakta, Kvickly og Netto i hele landet.
Produkterne, der tæller ni forskellige, har sidste anvendelsesdato til mellem 6. september og 6. december i år.
Det er Havet's Gourmet Fiskefrikadeller, Havet's Middags Fiskefrikadeller, Havet's Klassiske Fiskefrikadeller, Havet's Fiskefrikadeller m/laks, Havet's små klassiske Fiskefrikadeller, Havet's små Fiskefrikadeller med laks, Havet's Små økologiske Laksefrikadeller, Løgismose Fiskefrikadeller af linefanget torsk med røget torsk samt Løgismose Fiskefrikadeller af linefanget torsk med varmrøget laks.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at man leverer dem tilbage til butikken, hvor de er købt eller smider dem ud.
Bakterien findes i mange forskellige rå eller let forarbejdede fødevarer og kan forårsage hovedpine, feber, diarré og influenzalignende symptomer, hvis den indtages.
Mange vil før eller siden blive blive smittet med listeria-bakterien, men det er de færreste, der bliver syge af den.
Men for nogle er der risiko for at udvikle mere alvorlige symptomer, herunder blodforgiftning og hjernehindebetændelse, og man kan i værste tilfælde dø af sygdommen.
Hvis man har vedvarende eller tiltagende symptomer, bør man søge læge.