Vi er gået ind i december. Det betyder, at mange hjem er pyntet op med diverse ting og sager, så man er klar til julegodter, julehygge og julekalender.
Der er dog et problem, når det kommer til sidstnævnte.
Det skriver Ekstra Bladet.
Julekalenderen, der bliver vist på DR1, er nemlig allerede udsolgt mange steder.
Det er på trods af, at der bliver reklameret med, at den kan købes i landets butikker frem til 24. december.
Der er derfor mange frustrerede forældre, der efterspørger, hvor man kan købe den eftertragtede julekalender.
"Den er udsolgt alle vegne. Jeg har ledt og ledt," bliver der skrevet i en Facebook-gruppe.
Ikke produceret færre
Thit Dyreberg Haldrup er projektleder i DR Salg. Hun oplyser til Ekstra Bladet, at oplaget ikke har været mindre end tidligere.
"Oplaget har ikke været mindre i år end normalt, men efterspørgslen har klart været større. Om det skyldes, at tv-julekalenderen er mere attraktiv i år, at lågekalenderen er udformet som et teater, man kan lege med, eller at corona gør folk mere købelystne, kan vi kun gisne om," lyder det i en e-mail til Ekstra Bladet.
Der bliver også skrevet, at det er bevidst, at de ikke har produceret flere.
"Vores fokus hvert år er at samle så mange penge ind til årets projekt som muligt – i år til ørkenbørn i Etiopien. Derfor forsøger vi hvert år at ramme det rigtige antal kalendere, så vores omkostninger er så små som muligt, og så mange penge som muligt kan gå direkte til projektet. Det er altså altid lidt af en balancegang at ramme det rigtige antal så præcis som muligt," lyder det fra Thit Dyreberg Haldrup til Ekstra Bladet.
Hun siger slutteligt, at det er dejligt, at efterspørgslen er stor, men det er ærgerligt, at folk har svært ved at finde en kalender.