Produktet Al'Fez Natural Tahini er blevet trukket tilbage fra hylderne, efter at salmonella blev opdaget i laboratorieprøver.
Det skriver B.T.
Tahin kan fx bruges til at pifte hummus og dressinger op, men Al’Fez Natural Tahini har vist sig at gemme på den ubehagelige overraskelse.
Det drejer sig helt nøjagtigt om glassene på 160 gram, med udløbsdato fra april 2024 til september 2025. De er blevet solgt i nogle af landets største supermarkedskæder som Bilka, Føtex, Netto og Meny.
Haugen-Gruppen, der står for distributionen af Al'Fez Tahini, udsendte en pressemeddelelse med en klar besked til forbrugerne: Smid produktet ud eller returner det til butikken.
Tahin, der er lavet af ristede sesamfrø og ligner peanutbutter i konsistens, er en populær ingrediens i mange køkkener. Så hvis man har et glas tahin stående i køkkenskabet, er det en god idé lige at tjekke, om det drejer sig om det tilbagekaldte produkt.
Ifølge Sundhed.dk kan en salmonellainfektion medføre diarré, kvalme og opkast, og små børn er særligt udsatte. Diarré og kvalme kan nemlig hurtigt føre til dehydrering, hvilket kan være alvorligt.
Det er især i sommermånederne, at salmonellabakterien trives bedst, med august som højsæson.
Så næste gang du står og skal lave din favorithummus eller en lækker dressing, husk at tjekke, om din tahin er fra Al'Fez. Hvis den er, så bør den som sagt smides ud eller returneres.