Genbrugsbutikker modtager rekordmange donationer, men ikke alt er guld værd.
En stor del af det, der afleveres, er så slidt og ødelagt, at det ryger direkte i containeren - og det koster butikkerne dyrt.
Donationer eller affald?
Hos Kirkens Korshær i Thisted ser frivillig Wagner Fonseca problemet hver dag.
"Vi får mange ting af alle slags, men en stor del af det er så slidt, at vi er nødt til at kassere det. Så ryger det direkte i containeren ved siden af," fortæller han til TV Midtvest.
Blandt de mest ubrugelige donationer er møbler, der er for slidte til at blive solgt, samt gamle madrasser, der hverken kan vaskes eller renses.
Det koster dyrt
Når butikkerne modtager ubrugelige ting, må de selv betale for at komme af med dem.
Fordi de er registreret som erhverv, bliver de pålagt de samme affaldsafgifter som almindelige virksomheder.
I Thisted koster det 200 kroner pr. gang at skille sig af med donationer, der ikke kan sælges.
"Det er frustrerende, at de penge vi bruger på at smide ting ud, kunne have været brugt på andre med et større behov i stedet," siger Wagner Fonseca.
Håber på politisk opbakning
Flere politikere i Europa-Parlamentets miljøudvalg har fået øjnene op for problemet.
Per Clausen fra Enhedslisten erkender, at det bør undersøges, om reglerne kan ændres.
"Vi må se på det igen og tale med butikkerne for at finde en løsning i EU-systemet," siger han.
Hos Kirkens Korshær håber man, at politisk opmærksomhed kan føre til en ændring, så genbrugsbutikker ikke længere skal betale for at skaffe sig af med privat affald.