Genbrugsbutikker er blevet et populært sted for modeelskere på jagt efter unikke fund, men nu kræver dyreværnsorganisationen Anima, at velgørende organisationer som Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp stopper salget af pels.
Ifølge Anima sender salget af brugt pels et forkert signal, og organisationen har nu sendt breve til flere store velgørenhedsbutikker med en opfordring til at indføre en pelsfri politik. Det skriver de i en pressemeddelelse.
"Det er problematisk"
Mens modehuse som Gucci, Prada og Armani for længst har droppet pels, er genbrugsbutikkerne ifølge Anima blevet en af de sidste bastioner for pelsprodukter.
Og den tendens vækker bekymring.
"Når genbrugsbutikker sælger pels, sender de et signal om, at pels er acceptabelt. Det er problematisk, når vi ved, hvor meget lidelse, der ligger bag hver eneste jakke eller hue,” siger Animas direktør, Joh Vinding.
Især influencere og kendte som Rihanna, Kendall Jenner og Hailey Bieber har været med til at gøre genbrugspels trendy igen, men Anima påpeger, at bæredygtighedsargumentet ikke må overskygge de etiske problemer.
Modstridende signal
Anima mener, at organisationer, der hjælper sårbare, også bør tage ansvar for dyrevelfærd.
"Organisationer, der arbejder for at mindske lidelse i verden, sender et modstridende signal, når de samtidig sælger produkter baseret på systematisk dyremishandling," siger Joh Vinding.
Anima håber, at et pelsforbud i genbrugsbutikker kan blive startskuddet til en bredere bevægelse, hvor også mindre butikker tager afstand fra salg af pels.