Gigant-flåt fundet i Danmark

12/07/2020

Per Broch

En ny flåtart er kommet til Danmark. Foto: Shutterstock
En flåt-art, der kan blive op til to centimeter lang, er blevet opdaget i Danmark. Den er kommet til Danmark sammen med trækfugle eller vilde dyr.

Mest læste i dag

I et land, hvor der ikke lurer mange farer i naturen, er flåten med afstand landets farligste dyr. Normalt er det skovflåten, der udskældes for at sprede borelia eller TBE-virus, men nu kan det være, at danskerne skal frygte en langt større flåt, der også kan sprede helt andre sygdomme.

Hyalomma marginatum, hedder den gigantiske flåt-art, som netop er fundet i Danmark, og som eksperter mener er båret til landet af vilde dyr eller trækfugle. Indtil videre mener eksperterne ikke, at flåten yngler i Danmark, men det kan være et spørgsmål om tid, før flåten bliver en del af den danske natur.

I en mail til Ekstra Bladet udtaler Karen Angeliki Krogfelt, der er Statens Serum Instituts ekspert i virus & mikrobiologisk specialdiagnostik, "Vi har set dem i Danmark, men det er kun voksne flåter. Endnu tror vi ikke, at Danmark er et sted, hvor de yngler."

Flåten kommer fra Tyrkiet eller Nordafrika, hvorefter vilde dyr eller trækfugle bærer den med til Danmark. Indtil videre er flåten kun blevet fundet sporadisk, men en flåt kan lægge 7000 æg, som efter 20 til 40 dage udklækker. Spredningen af en ny flåt-art kan derfor tage fart, hvis arten begynder at yngle i landet.

Hyalomma marginatum kan bære på en type bunyavirus, som er en influenzalignende sygdom. I sjældne tilfælde kan virussen føre til høj feber eller hjernebetændelse. 

 

 

Anbefalet til dig