Når man ikke kan mødes i det virkelige liv på grund af corona, kan man da sende en hilsen til familie, venner og bekendte gennem radioen i stedet for.
Sådan synes holdningen at være hos mange for øjeblikket. I hvert fald strømmer det ind med ekstra hilsner og pladeønsker til DR’s traditionsrige ønskeprogram, Giro 413, på P5. Udsendelsen, der er blevet kaldt "lyden af søndag", kan senere i år fejre, at programmet har været sendt i 75 år.
Det oplyser DR torsdag i en pressemeddelelse.
"Rigtigt mange henviser til, at de sender en hilsen gennem ’Giro 413’, nu hvor de ikke kan ses. Jeg har lige løbet det sidste par ugers hilsner igennem, og det er mellem en tredjedel og halvdelen af hilsenerne, der har relation til coronaen," siger Giro 413-vært Peter Sten, inden han tilføjer:
Han fortæller, at det specielt har været sådan, siden anden bølge af corona-nedlukningen satte ind i slutningen af sidste år.
Kedelig baggrund
De mange hilsner er altså kommet, selvom – eller måske netop på trods af – at der lige nu ikke kan holdes runde fødselsdage, bryllupper og mærkedage, hvor man mødes i festligt lag og samler ind til landets måske mest festlige girokonto.
"Selv om baggrunden selvfølgelig er kedelig, er det dejligt at opleve, at Giro 41’ kan være med til at skabe fællesskab og binde folk sammen i denne tid. Faktisk kommer der lige nu så mange ønsker og hilsner, at jeg er i den situation, som Giro 413 var i ’i gamle dage’. Nemlig at vi ikke kan nå at opfylde alle pladeønsker, og at jeg i stedet må prøve at pulje dem – for eksempel hvis folk har ønsket den samme kunstner," forklarer Peter Sten i pressemeddelelsen.
Lige som det har været tilfældet siden 1946, sender lytterne et bidrag til ’Giro 413’ i forbindelse med deres hilsner og pladeønsker. Pengene, der kommer ind til ønskeprogrammet på P5, bliver givet videre til projekter, aktiviteter og events for udsatte og socialt dårligt stillede børn og unge under 18 år i Danmark.