Gives gratis bort: 400.000 danskere bør overveje det

Nyheder
Tusindvis af danskere tilbydes den gratis vaccine. Foto: Shutterstock
Tusindvis af borgere kan få glæde af et nyt gratis tilbud.

Lige nu læser andre også

Danskere med kroniske sygdomme og særligt udsatte ældre landet over kan fra onsdag 22. april blive vaccineret gratis mod lungebetændelse. Det oplyser Lungeforeningen onsdag i en pressemeddelelse. 

Et enigt Folketing offentliggjorde i slutningen af marts, at alle mennesker med kroniske sygdomme og ældre over 65 år skal kunne blive vaccineret gratis mod lungebetændelse som et led i bland andet at forhindre overfyldte sygehuse i forbindelse med Covid-19. I dag er første dag, hvor vaccinen i første omgang gives gratis til de mest udsatte risikogrupper, hvilket er personer med kroniske sygdomme over 65 år, særligt udsatte grupper under 65 år og ældre plejehjemsbeboere. Lungeforeningen er meget tilfreds med initiativet og kalder det et vigtigt skridt.

Dette er et led i regeringens strategi for at beskytte særlige risikogrupper mod “dobbelt sygdom” (både alvorlig pneumokok-sygdom og COVID‐19) og samtidig nedbringe unødig belastning af sundhedsvæsenet. Dette er et tiltag, som Lungeforeningen bakker op om, da danskere med lungesygdomme er i særlig risiko for at blive alvorligt syge med lungebetændelse.

"Hvis man får corona, så er man mere overfølsom overfor andre infektionssygdomme – og det er lige netop, hvad pneumokokker er. Pneumokok-vaccinen beskytter risikogrupper, så de er mindre udsatte. Udover det så er pneumokok-vaccinen også en rigtig god idé, hvis man har en kronisk sygdom og for eksempel har dårlig lunge- eller hjertefunktion. Fordi så er ens krop ikke så modstandsdygtig over for bakterier, så det er et rigtig godt initiativ, at pneumokok-vaccinen nu er blevet gratis," forklarer Torben Mogensen, der er formand for Lungeforeningen.

De sårbare skal vaccineres først

Efter Sundhedsstyrelsens anbefaling skal de første vacciner tilbydes til beboere på plejehjem og lignende boliger og til ældre, der er fyldt 65 år med en kronisk lidelse samt til personer under 65 år, som er i særlig høj risiko for alvorlig pneumokok-sygdom.

"Det er en rigtig fornuftig beslutning at starte med at målrette vaccinationen udsatte ældre og personer med visse kroniske sygdomme, da de har et nedsat immunforsvar – så de har netop brug for vaccinen. Hvis man bliver syg med pneumokokker, som typisk sætter sig som en alvorlig lungebetændelse, så risikerer man at dø. Og man kan være helt sikker på, at man bliver alvorligt syg, og det tager ofte flere måneder, måske med indlæggelse, inden man er oven på igen. Jo mere man kan vaccinere mod infektionssygdomme, desto bedre er det," slår Torben Mogensen fast.

Til efteråret vil vaccinen blive tilbudt til den brede befolkning, således at alle danskere over 65 år kan få vaccinen gratis hos egen læge, vaccinationsklinikker og apoteker.

 

Anbefalet til dig