Glad Søren Brostrøm: Snart er det min tur

Nyheder
Foto: Sundhedsstyrelsen
Nu bliver det snart direktøren for Sundhedsstyrelsens tur, fortæller han.

Lige nu læser andre også

I sidste uge fik de første i målgruppen af 60-64-årige en invitation til vaccination, og i denne uge bliver det gruppen af 55-59-årige, der begynder at blive inviteret. At de to grupper, som er de første i målgruppe 10, begynder at blive inviteret nu, er et udtryk for, at de fleste i de første 9 målgrupper har begyndt på deres vaccinationsforløb. 

Det fortæller Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse. 

”Vi er meget tilfredse med, at de fleste i målgruppe 1-9 nu har modtaget en invitation til vaccination, og at en meget høj andel af dem også har bestilt tid til vaccination eller er blevet vaccinerede. Nu er turen så kommet til de 55-59-årige, som er min aldersgruppe, og jeg ser frem til, at det bliver min tur til at blive vaccineret,” siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen. 

Har en effekt 

Vaccinationstilslutningen blandt de 70+ årige er meget høj over hele landet, hvor 92 procent eller derover i hver region er begyndt på et vaccinationsforløb. For at støtte op om den høje tilslutning sender Sundhedsstyrelsen påmindelsesbreve til alle de personer, der er inviteret til vaccination, men ikke har booket tid til vaccination eller er vaccinerede. 

Effekten af påmindelsesbrevene har vist sig at være stor. Over halvdelen, der modtager første påmindelsesbrev, har efterfølgende booket tid til vaccination, mens godt en fjerdedel af dem, der modtager andet påmindelsesbrev, efterfølgende bestiller en tid til vaccination. 

”Det er rigtig positivt, at påmindelsesbrevene har den ønskede effekt; nemlig at flere personer husker at bestille tid til vaccination. Vi ser en tydelig tendens til, at de senest igangsatte målgrupper, allerede nærmer sig en tilslutningsgrad på 90 pct. Det må siges at være meget tilfredsstillende,” siger Søren Brostrøm.

Sundhedsstyrelsen planlægger i uge 24 at støtte op om vaccinationsindsatsen ved også at gennemføre en lokal pop-up vaccinationsindsats. Den skal foregå i de områder i Danmark, der har den højeste andel af inviterede, som endnu ikke har bestilt tid til vaccination eller er blevet vaccineret.

”Alle, der ønsker at blive vaccineret, skal have muligheden for det. Derfor gør vi en ekstra indsats sammen med en række kommuner og regionerne for at bringe vaccinationen ud til de steder, hvor afstandsbarrierer, socioøkonomiske forhold, infrastruktur, sproglige barrierer eller andet kan være udslagsgivende for, at man ikke får bestilt tid til vaccination. Målet er at nå ud til alle,” siger Søren Brostrøm i pressemeddelelsen.

 

Anbefalet til dig