Der var fuld fart på boligsalget i 2024.
Hele 52.502 villaer og rækkehuse blev der solgt i Danmark. Det er 11,3 procent flere end i 2023 og 17,2 procent flere end i 2022.
Den høje aktivitet satte også sit præg på ejerlejlighedsmarkedet. 16.740 ejerlejligheder endte der med at blive solgt i 2024. Det er 6 procent flere end i 2023 og hele 19 procent flere end i 2022.
Sådan skriver Nybolig i en pressemeddelelse.
Stigende boligpriser i hele landet
Landets husejere kan samtidig glæde sig over, at deres friværdi i boligen er forøget i løbet af det seneste år. I 2024 steg huspriserne således med 5,2 procent på landsplan.
Det viser seneste opgørelse fra Boligsiden. Det er samtidig markant over den gennemsnitlige årlige stigning på 2,9 procent i den periode, hvor Boligsiden har ført statistik på området.
2024 var også et gunstigt år for landets ejerlejlighedsejere. På landsplan steg ejerlejlighedspriserne med i gennemsnit 7 procent.
I Region Hovedstaden steg prisen på ejerlejligheder ligefrem med 8,5 procent, mens de i selve byen København (bestående af kommunerne København, Frederiksberg, Dragør og Tårnby) steg hele 9,4 procent.
Usikker start, før optimismen fik fat
Frem mod årsskiftet 2023/2024 – inden boligskattereformen trådte i kraft – var forventningen ellers, at særligt ejerlejlighedsmarkedet og dyre huse i de større byer, ville komme betydeligt under pres grundet hårdere beskatning af boliger overtaget efter 31. december 2023.
"Da nytårsklokkerne lød for et år siden, lå det ikke ligefrem i kortene, at 2024 skulle gå hen og blive et godt år for boligejerne. Utrygheden ved det nye boligskattesystem var flere steder udtalt. Året kom derfor noget vaklende fra start med prisfald på ejerlejlighedsmarkedet og færre end 1.000 lejlighedssalg i januar," siger Mik Kristensen, administrerende direktør i Nykredit Mægler, som er hovedkontor for Nybolig.
De mørke skyer på boligmarkedet drev dog relativt hurtigt over, og siden april sidste år har boligpriserne kun bevæget sig én vej. Det samme har handelsaktiviteten.
Mik Kristensen peger her på, at den positive udvikling særligt har været hjulpet godt på vej af en stærk dansk økonomi, stigende reallønninger, tårnhøj beskæftigelse og faldende renter.
"2024 har på alle måder overrasket positivt. Vi havde forventet cirka 70.000 handler. Med mere end 85.000 handler endte vi dermed væsentligt over – godt hjulpet på vej af særligt hussalget som i løbet af de seneste 14 år, kun har været overgået af coronaårene 2020 og 2021, hvor boligsalget boomede," lyder det fra Mik Kristensen.
Høje forventninger til 2025
Ifølge Nationalbankens seneste prognose fra september 2024 forventes huspriserne at stige med i gennemsnit 3,2 procent i 2025.
Også de økonomiske vismænd venter stigende boligpriser. I seneste vismandsrapport fra oktober 2024 lyder forventningen, at enfamiliehuse vil stige med i gennemsnit 3,5 procent i 2025.
Samme forventning har Mik Kristensen, der forventer endnu et godt og travlt år på det danske boligmarked med yderligere prisstigninger i vente.
"Der er god fart på dansk økonomi i øjeblikket, og væksten tegner til at blive pæn for hele året. Ikke mindst er der udsigt til fortsat høj beskæftigelse og lav ledighed. Det kommer oveni, at der muligvis er flere rentenedsættelser i vente, som vil få boligbyrden til at falde. På den baggrund forventer vi, at boligmarkedet går endnu et godt år i møde med høj handelsaktivitet og yderligere boligprisfremgang," lyder det fra Mik Kristensen.