GLS indgår samarbejde med Norlys: Kommer til at få stor betydning

Nyheder
Foto: Shutterstock / ricochet64 - Shutterstock.com
Foto: Shutterstock / ricochet64 - Shutterstock.com
De to giganter slår sig nu sammen.

Lige nu læser andre også

GLS Denmark tager et markant skridt i sin grønne omstilling med et langsigtet fokus på elektrificering af hele flåden og etablering af en omfattende ladeinfrastruktur inden 2035, hvor målet er, at alle nyindkøbte køretøjer skal være nul- eller lavemissionskøretøjer.

Med 1.300 varebiler på tværs af Danmark og daglige pakkeleveringer fra ni depoter er elektrificering af flåden afgørende for GLS og den grønne omstilling.

Det reducerer ikke blot CO₂-udledningen, men imødekommer også efterspørgslen efter emissionsfrie leveringsløsninger fra både erhvervskunder og private modtagere.

Sådan skriver GLS i en pressemeddelelse.

"Med næste generations elektriske varebiler og en robust ladeinfrastruktur er vores omstilling til elbiler ikke længere et spørgsmål om ‘hvordan', men ‘hvornår'," udtaler Jacob Fischer, Head of Technology and International Operations hos GLS Denmark.

Som en del af omstillingen har GLS Denmark indgået et samarbejde med Norlys, der kan levere en komplet ladeløsning til både elektriske varebiler, firmabiler og fremtidige lastbiler.

Den skalerbare løsning omfatter alt fra projektering til installation og vedligeholdelse, hvilket sikrer en stabil og effektiv ladeinfrastruktur.

Fra 90 til 900 ladestandere inden 2035

Ambitionen for samarbejdet med Norlys er, at GLS allerede i 2025 har skaleret antallet af ladeudtag fra 90 til 250, og i 2035 skal antallet være vokset til 900 på tværs af virksomhedens danske lokationer, så pakkedistributøren kan indfri deres mål om nulemission i 2045.

Den omfattende ladeinfrastruktur sikrer, at chaufførerne møder ind til en fuldt opladet bil hver morgen.

En del af løsningen indebærer, at GLS' distributionspartnere igennem avanceret software får mulighed for at lade deres el-varebiler om natten, hvor strømmen er billigst og grønnest.

"Vi investerer i en komplet ladeløsning for at sikre, at vores elbiler kan udnytte deres fulde rækkevidde, så vi kan opretholde vores dag-til-dag leveringskvalitet på 99% i takt med, at vi omstiller flåden til el. Med samarbejdet med Norlys får vi sparring og rådgivning fra specialister til at sikre de bedste løsninger af det setup," fortæller Jacob Fischer.

Norlys driver i dag mere end 2.500 aktive ladeudtag hos virksomheder over hele landet.

"Skal vi i mål med den grønne omstilling, er det helt afgørende, at vi får transportsektoren med. GLS har en stærk position på det danske marked, og vi er glade for at være med til at muliggøre, at GLS kan levere danskernes pakker på el," lyder det fra Ellen Trolle, der er direktør for Norlys’ ladestanderforretning.

Størstedelen af GLS’ eksisterende ladestandere befinder sig i øjeblikket på GLS’ distributionscenter på Venusvej i Kolding.

Her sørger 32 ladeudtag og to hurtigladere for, at pakkedistributøren kan levere pakker med 100% el til modtagere i 12 postnumre i Sydjylland – og snart kommer endnu flere postnumre til.

Anbefalet til dig