Godt nyt: Fra 1. januar hæves loftet for, hvor meget du må tjene ved siden af SU

08/06/2022

Ida Hansson

Foto: Shutterstock
Nu må du snart tjene mere ved siden af din SU.

Mest læste i dag

I Danmark er man som studerende ret priviligeret sammenlignet med mange andre lande. Man får en skattebetalt uddannelse, relativt gode undervisningsforhold og ikke mindst SU.

Selvom det er et stort privilegium at modtage penge for at studere, så kan det være svært udelukkende at leve af SU som udeboende.

Derfor har langt de fleste studerende et job ved siden af studiet, så man har råd til lidt ekstra sjov i en presset hverdag med forelæsninger, arbejde i studiegruppen og lignende. 

Når man modtager SU, så er der en grænse for, hvor meget man må tjene via et andet job. Det har fået mange til at holde igen med timerne på studiejobbet, da man ikke vil miste sin SU. Men fra nytår kan denne tendens dog ændre sig.

Folketinget har nemlig tirsdag vedtaget, at studerende på videregående uddannelser fremover må tjene 4.000 kroner mere hver måned ved siden af SU'en.

Før (og frem til nytår) måtte man tjene 13.876 kroner ved siden af SU'en, uden at støtten blev taget.

Men fremover vil dette beløb altså hedde 17.876 kroner om måneden. For studerende på en ungdomsuddannelse gælder det, at de fremover må tjene 13.178 kroner ved siden af SU'en mod de 9.178, de før måtte tjene.

Altså ligeledes en fremgang på 4.000 kroner. Det nye loft træder i kraft fra 1. januar 2023, skriver DR.

Anbefalet til dig