Sagen om de indefrosne feriepenge har fyldt mediebilledet i løbet af de seneste par uger, og det kommer helt sikkert til at fylde en del igen i dag.
Partilederne skal nemlig mødes og fortsætte snakken i dag, hvor de måske kan komme til enighed, og dermed er der en sandsynlighed for, at danskerne får en afklaring i dag.
Inden denne afklaring kommer, er der dog en anden positiv nyhed til danskerne. En ekspert meddeler nemlig, at de to ugers feriepenge som Mette Frederiksen og resten af regeringen spillede ud med forleden, ikke kommer til at blive det beløb, som danskerne får udbetalt.
“Det er urealistisk, at vi ender på det. Der vil være noget tovtrækkeri, og så ender de sikkert på tre eller fire uger - nok tre. Og så vil alle parter udadtil være tilfredse. Det har vi set mange gange før,” lyder det fra Erik Holstein, der er politisk kommentator hos Altinget.dk.
Plads til forhandlinger
Han fortæller, at regeringen har meldt to uger ud, fordi de er klar til forhandlinger, og ikke fordi, at de er skråsikre på, at det netop skal være to uger.
De fleste andre partier har allerede ytret, at det bør være alle pengene, der skal udbetales, og regeringen vælger altså kun at melde ud om to uger, så der er plads til forhandlinger.
Partilederne stikker hovederne sammen i dag, hvor de vil fortsætte forhandlingerne om feriepengene, og derfor forventes det altså, at der snart er en afklaring.