500.000 danskere får nu mulighed for at få gratis adgang til privat online lægehjælp - også om aftenen og i weekenden. Topdanmark tilbyder sine kunder den nye service “Sundhedshjælp” som et fleksibelt supplement til de offentlige praktiserende læger. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Topdanmark har netop lanceret konceptet 'Sundhedshjælp', der giver selskabets forsikringskunder to nye sundhedsservices. Kunderne kan få adgang til at få en online konsultation med en dansk læge alle ugens dage kl. 6 – 21, og de har også mulighed for at få en ekstra lægefaglig ekspertvurdering - en såkaldt second opinion - af deres sygdom fra førende internationale eksperter.
"Der er en klar bevægelse i forsikringsmarkedet, hvor det bliver afgørende udover de almindelige forsikringsprodukter at kunne levere services, som giver kunderne værdi i hverdagen. Vores kunder får nu adgang til en attraktiv sundhedsservice med kort ventetid til at få en lægekonsultation og lange åbningstider alle ugens dage", siger Carsten Elmose, divisionsdirektør for privatkunder i Topdanmark.
Ét krav
Den nye service er gratis for kunderne. Eneste krav for at kunne bruge Sundhedshjælp er, at kunden har en indboforsikring samt mindst én anden privatforsikring (hus- ulykke- børne- bil- motorcykel- eller fritidshus-forsikring) hos Topdanmark. Sundhedshjælpen kan bruges gratis uden begrænsninger og af alle personer i kundens husstand.
"Som forsikringsselskab ønsker vi ikke kun at sikre vores kunder økonomisk, når de får skader. Vi er der også for at hjælpe dem med at beskytte deres helbred. Vi ser det som en game-changer i forsikringsmarkedet, at vi nu går bredt ud til vores kunder og gratis tilbyder Sundhedshjælp. Vi forventer, at det både vil styrke de gode relationer til vores mange loyale kunder og tiltrække nye kunder", siger Carsten Elmose.
Det er et amerikansk selskab, der skal stå for Sundhedshjælp, oplyser TopDanmark i pressemeddelelsen.
"Topdanmarks har indgået en aftale med det amerikanske telemedicinselskab Teladoc, som fremover skal stå for at levere Sundhjælp til Topdanmarks kunder. Teladoc har over 4.000 medarbejdere i hele verden og tilbyder virtuel sundhedspleje til patienter på tværs af 130 lande. I Danmark har de et hold af danske læger, som er specialiseret i almen medicin," skrives der afslutningsvis.