Prisen på naturgas dykker til laveste niveau siden juli.
Mandag formiddag koster gassen omkring 150 euro, hvilket svarer til omkring 1.115 kroner, per megawatt-time (MWh).
For to uger siden var prisen på gas cirka 200 euro, svarende til knap 1.500 kroner, per megawatt-time (MWh), mens den i august har været helt oppe på 300 euro, svarende til omkring 2.230 kroner.
Det skriver Danmarks finansielle nyhedsbureau, MarketWire, med henvisning til den hollandske gasbørs TTF.
Prisfaldet betyder ifølge Børsen, at prisen per kubikmeter naturgas er faldet fra 34,3 kroner i august til under halvdelen i dag.
Det betyder så også, at de gaskunder, der for eksempel bruger 1840 kubikmeter gas om året, kan få deres årlige gasregning halveret fra 63.000 til 31.000 kroner, hvis den (prisen på naturgas red.) ikke stiger igen.
Det skriver SE og HØR.
"Det kan virkelig give noget hårdt tiltrængt luft i økonomien, hvis de (priserne, red.) bliver hernede," siger Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom i Danske Bank, som samtidigt understreger, at det kan ændre sig, hvis vi blandt andet får en iskold vinter.