I dag kan rigtigt mange danskere se frem til et kig på kontoen. Varmechecken er nemlig blevet udbetalt.
Det betyder, at 6000 kroner er blevet udbetalt til alle danske husstande, som i særlig grad er blevet ramt af den voldsomme stigning i varmepriser. Ifølge Energistyrelsen er der tale om godt 411.000 husstande, og det får hele aftalen op på 2,4 milliarder kroner.
Det skriver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.
"Det er godt nyt, at pengene nu kommer ud og hjælper danskere, der har været hårdt ramt af høje energipriser," siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, som fortsætter:
"Jeg er glad for, at vi sammen med ansvarlige partier kunne sikre en økonomisk håndsrækning til over 400.000 danske husstande. Det skal hjælpe på varmeregninger i en tid, hvor krigen i Ukraine er med til at holde priserne oppe."
Aftalen blev indgået med SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne.
Varmechecken er blevet udbetalt til den ældste i husstanden.
De berettigede husstande fordeler ifølge Energistyrelsen sig således:
251.331 husstande med gasfyr og indkomst under 650.000 kr. i 2020
100.107 husstande med fjernvarme med høj gasandel og indkomst under 650.000 kr. i 2020
38.299 husstande med varmepumpe eller direkte elvarme, et vist minimumsforbrug af el og indkomst under 650.000 kr. i 2020.
21.469 husstande med gasfyret blokvarmecentral og indkomst under 650.000 kr. i 2020.