Denne guide er udarbejdet i samarbejde med Jeppe ’Haxxeren’ Jensen. Haxxeren var anerkendt som verdens bedste carry i Heroes Of Newerth. Efter lang tid på toppen stoppede han karrieren med en 2.plads til VM i Thailand for compleXITY. Jeg spurgte ham om, hvad han ville sige til sit 17-årige selv, hvis han skulle speede sin egen udvikling hurtigere op med gode råd fra fremtiden. Her er, hvad han sagde.
Dette er anden del af guiden. Du finder første del her.
Hvis du har læst første del af guiden, er du forhåbentlig gået i gang med at implementere rådene i dit spil, og dit niveau er steget. Nye situationer opstår som følge af det, og med grundstenene til din approach lagt, er du nu klar til at udvikle dig yderligere.
Råd nummer 4: Fortsæt fremad
Som du bliver bedre, vil du også begynde at møde bedre spillere, end du har gjort før. Folk bliver hurtigere og mere effektive.
Det kan derfor være fristende at lave sub-accs og derved spille mod dårligere spillere. For alt i verden: Lad være med dette. Du tilpasser dit spil dét niveau, som dem, du spiller med. Det betyder, at for at spille dit bedste, skal du op imod de bedste. Når du spiller mod bedre spillere end dig selv, udvikler du dig. Jo bedre spillere du kan spille med og mod - jo mere lærer du. Al tid sammen med bedre spillere end dig selv kan ses som gratis coaching.
Selvfølgelig er et spil mod dårligere spillere nu og da er selvfølgelig fint, og vil ingen konsekvenser have for dit niveau. Vi snakker om, hvordan du anvender majoriteten af tiden.
Sådan kan du gøre:
Husker du, hvad jeg skrev om at kontrollere sin mentalitet i første del af guiden?
Alt dette skal du fortsat praktisere. Hold dig nysgerrig. Det er fristende at bruge tid på at hygge sig med at spille på lavere niveau end man selv er på, men det er stagnation.
Råd nummer 5: Vær bevidst!
Du skal ikke spille bare for at spille. Vær bevidst, når du spiller. Ellers vil det føre til, at du spiller sloppy, og sloppy ender ofte i dårligt, og dårligt spil ender ofte med negative følelser hos dig. Hvis du lige har tabt dit fjerde game i streg, og du bare tænker fuck it, videre til den næste, så har du ikke gjort meget for at stoppe spirallen, der tydeligvis kører.
90% af gaming er i hovedet, 10% i fingrene. Jeg gentager: 90% af gaming er i hovedet, 10% er i fingrene. Stop op. Tag den pause. Få clearet hovedet. Yd din fulde bevidsthed et andet sted i 20 minutter.
Ud til køleskabet, find fiskefrikadelleleftovers fra i går. Smid lidt remou på. Spis den. Tænk lidt på din dame. Hendes hår, læber. Mmmmmm. Røde læber, høje hæle. Når hun går i høje hæle, så er livet vanvittigt. Elegant og katteagtig i sine bevægelser. Hendes latter oplyser et mørkt rum, som var de solstråler i lydbølger. Og den booty... Ikke engang begynd at tænk på den booty.
Hvad med de børn, I ville kunne lave sammen. Lille Anton kunne blive gamer som sin far, og Antoinette ville sikkert være astronaut. Eller maler. Små, smukke børn, I ville kunne lave. Pas på remouladen, den kan godt spilde, når man fortaber sig sådan, mens man spiser. Kig på uret. Er der gået 20 minutter? Godt .
Ind til dit spil og prøv én gang mere. Jeg garanterer forbedring.
Sådan kan du gøre:
Vær opmærksom og bemærk om du spiller af de rette årsager. Hvis ikke: Så tag den pause.
Råd nummer 6: Kill your darlings
Hvis du har en fast gruppe af folk, du spiller med, og du er den bedste deri - så løsriv dig. Dette trækker nogle tråde til råd #4, men udmærker sig anderledes ved, at der er noget comfort-zone-brydende ved at forlade sine danske homies.
Det er hyggeligt at game med dine homies, men det gør ikke noget godt for din udvikling.
Når man skal spille på et hold eller i et fællesskab, hvor folk kommer fra forskellige lande, er det en anden oplevelse end med dem, man kender ud og ind. Det er mere nyt, lidt mere farligt og lidt mere usikkert. Dog er det nødvendigt - se det igen som en lærende proces.
Når det føles ubehageligt, er det fordi, du vokser. Comfort-zonen med bare at spille med sine venner kan være en skjult hæmsko, som for mange vil betyde stagnation. Hvis du vil udvikle dig videre, må du ud og spille med nye spillere. Til gengæld belønner de dig med at anvende andre stilarter, måder at gøre ting på og deslige, som du kan lære af. Det vil udvikle dit spil.
Sådan kan du gøre:
Anerkend, at det føles nice at carry sine homies og høre på deres “hvor er du vild”-kommentarer, men at det i det store hele ikke gør meget for din karrieres fremdrift. Anerkend, at du hellere vil wauw’e verden med dine plays i en finale fremfor at wauw’e dine homies, og at vejen dertil er brolagt i samarbejde med spillere, du endnu ikke har mødt.
Gå dernæst ud og find dem.