24syv har fået indsigt i 17 kostplaner fra tidligere klienter, der har været i et coachingforløb hos den tidligere realitystjerne og nu vægttabscoach, Gustav Salinas.
I disse kostplaner kræver opskrifterne gang på gang sukkerfrie produkter fra mærket Easis og proteinpulver fra mærket BodyLab.
Flere af de tidligere klienter fortæller 24syv, at de ikke er blevet informeret om, at Gustav Salinas har indgået en samarbejde med de to fødevareproducenter.
Professor i markedsføringsret ved Copenhagen Business School, Jan Trzaskowski mener, at dette kan være et brud på markedsføringsloven.
"Så længe der er en gensidig økonomisk interesse i omtalen, er der i udgangspunktet tale om markedsføring, og sådan noget skal fremgå tydeligt over for forbrugeren" siger Trzaskowski til 24syv.
Advokat ved Co:play Law Heidi Højmark Helvig mener også, at dette tiltag kan være problematisk i forhold til markedsføringsloven, da tiltaget kan sidestilles med en reklame i et ugeblad.
Både Gustav Salinas og Easis afviser, at der har været gensidig økonomisk interesse. På trods af at Gustav Salinas tidligere har været ambassadør for Easis, hvilket betyder, at han har modtaget gratis produkter fra producenten.
Forbrugerombudsmanden mener dog ikke, at den gensidige økonomiske interesse er essentiel.
"Hvis den kommercielle hensigt ikke er tydelig for forbrugeren, så vil det være en overtrædelse af markedsføringsloven forbud om skjult reklame. Der kan være en kommerciel hensigt, hvis man har modtaget betaling eller andre fordele for at markedsføre et produkt,” siger Sabrina Amtrup fra Forbrugerombudsmandens sekretariat, der dog ikke vil kommentere den konkrete sag.
Hertil siger marketingschef hos Easis, Line Ellesgaard følgende: "Klienterne skal selvfølgelig have at vide, når vi har et samarbejde, og der har måske været et hul der. Så vi vil overveje at tydeliggøre i vores kontrakter, at man gør opmærksom på, der er tale om reklame eller annonce også i kostplaner,"