Har du lagt mærke til X Factors nye tiltag; skrub af-musikken?
Den såkaldte skrub af-musik, hvor musikken begynder at spille, når en dommer snakker for længe, indføres nemlig i stadig flere og flere shows.
Og nu er turen kommet til 'X Factor'. Men hvad siger dommerne så til det?
Jo, spørger man Oh Land og Simon Kvamm, så er det indført med særligt én dommer i mente. Nemlig Thomas Blachman.
"Jeg havde jo den klare fornemmelse, da vi blev introduceret for det, at det var for at bremse Blachman. Men jeg fik så at vide, at det var egentligt mig, der sidste år havde de længste oplæg," udtaler Simon Kvamm, ifølge B.T.
Oh Land er dog stadig forvisset om, at det er Blachman, der er synderen.
Hovedpersonen selv er da heller ikke bleg for at indrømme, at han til fredagens liveshow måske kom til at tænke sig lidt for meget tilbage til 80erne, da han i den grad fik udnyttet sin taletid - herunder ved at tale om frygten for aids.
Han udtaler herefter, at han såmænd sagtens kan se meningen med skrub af-musikken.
"Jeg forbereder aldrig en skid, heller ikke de der salgs-pitch-taler indtil, en artist kommer ind. Jeg improviserer det, og jeg gør det relativt kort, og det har jeg altid gjort, for jeg synes, der går for meget brugtvognsforhandler i den, hvis man sidder og oversælger sine artister," kommer det fra dommeren, ifølge B.T.
Thomas Blachman har spekuleret i, hvorvidt der er tale om en 25 sekunderes regel, hvor man efter de 25 sekunder så skal runde af.
Han får dog sagt med et smil, at det måske ikke bliver nødvendigt, da "han ikke er typen, der taler specielt længe ad gangen".