Har du styr på forskudsopgørelsen? Mange glemmer vigtige ændringer

Nyheder
Foto: Screenshot / Skat
Forskudsopgørelsen bør rettes til inden længe.

Lige nu læser andre også

Hvis du vil undgå ubehagelige overraskelser i 2025, er det vigtigt at have godt styr på forskudsopgørelsen.

Mange glemmer at opdatere tallene, selvom ændringer i både job og privatliv kan have stor betydning for, hvor meget du skal betale i skat - eller hvor meget du skal have tilbage.

Det skriver B.T., der har talt med et par eksperter om, hvad man skal være særligt opmærksom på.

Vigtige fokuspunkter

En af de vigtigste ting, danskerne bør justere i forskudsopgørelsen er jobændringer.

Det gælder både, hvis man har landet et nyt job, eller har fået en anden løn. Det er ikke nogen hemmelighed, at flere danskere indberetter en lavere løn, end den de tjener for at lave en 'skjult opsparing'.

Henning Boye Hansen, der er chefkonsulent i BDO, kaster lys over, at det ikke altid virker:

"Hvis du månedligt tjener mindre end 38.000 kroner før arbejdsmarkedsbidrag, er det bedre at sætte indkomsten lidt for lavt end højt. Det sikrer nemlig, at det automatisk beregnede beskæftigelsesfradrag ikke bliver for højt," siger han.

Derudover bør boligejere holde øje med ændrede renteudgifter.

Har du for nylig omlagt dit lån, så din rente er ændret, kan det betyde, at du har færre eller flere renteudgifter at fradrage.

Samtidig giver store livsændringer som skilsmisse, pension eller afsluttet uddannelse ofte nye indkomstforhold, der påvirker din skat.

Det perfekte tidspunkt

Har du investeringer i investeringsforeninger, kan det være relevant at holde øje med udbytter, der udbetales i begyndelsen af året.

De kan variere fra år til år, og det bør fremgå af din forskudsopgørelse, hvis du vil undgå restskat.

Til slut er statslige tillægslån til boligejere endnu et punkt, du bør tjekke. Hvis du er tilmeldt indefrysningsordningen, kan du få et ekstra lån, hvis ejendomsskatten eller grundskylden er ændret.

Ifølge Karsten Brøndum Idskov, der er investeringskonsulent i Spar Nord, er det ikke for sent at få rettet tallene, men derimod det perfekte tidspunkt:

"Nu, hvor vi er i januar, er det det perfekte tidspunkt at gøre det. Både for at undgå restskat og sikre sig, at fradragene bliver udnyttet fuldt ud."

Ved at justere ovenstående punkter får du en bedre chance for at starte 2025 uden ubehagelige skatteoverraskelser.

Anbefalet til dig