Har tænkt sig at bruge rub og stub

27/01/2021

Christian Granhøj Skouboe

Foto: Shutterstock
Der bliver ikke meget til overs, fortæller et flertal i en helt ny undersøgelse, der undersøger hvordan danskerne har tænkt sig at bruge deres pensionskroner.

Mest læste i dag

Vi vil bruge hele vores pension, mens vi lever, viser en ny undersøgelse, Epinion har foretaget for Forsikring & Pension. Det fortæller organisationen i en pressemeddelelse, der er blevet offentliggjort onsdag eftermiddag. 

“Vores undersøgelse viser, at 81 procent af danskerne forventer at bruge hele pensionen selv og ikke efterlade noget af den til deres arvinger. Det hænger rigtig fint sammen med, at danskerne i samme undersøgelse også svarer, at de ikke vil gå ned i levestandard, når de bliver pensionister,” siger Karina Ransby, underdirektør i Forsikring & Pension.

Hele 70 procent af os danskere forventer at beholde nogenlunde samme levestandard, når vi bliver pensionister.

Vi forventer at have råd til en aktiv tilværelse som pensionist. Vores pensio-nisttilværelse skal være fyldt med rejser og store og små oplevelser. Og når vi bliver rigtig gamle, får vi måske andre behov. Vi skal måske købe mere medicin eller ekstra hjælp til at klare hverdagen. Derfor sparer danskerne også rekord meget op til pension. I 2019 blev der indbetalt 127 mia. kr. Det er næsten 50.000 kr. om året pr. person.

Høje forventninger

Vi har med rette høje forventninger til vores pensionstilværelse, fordi vi hvert år igennem arbejdslivet lægger mange penge til side til pension. Men hvis forventningerne skal indfries fuldt ud, skal man sikre sig, at man ikke løber tør for pension.

“Den gode nyhed er, at det er danskerne godt med på. Vores undersøgelse viser nemlig også, at det foretrukne pensionsprodukt er en livrente frem for en ratepension,” fortæller Karina Ransby i pressemeddelelsen.

En livrente indeholder en forsikring mod at løbe tør for pension, hvis man lever længe. Den giver en månedlig udbetaling uanset, hvor gammel man bliver. Det giver en god og stabil levestandard hele pensionstilværelsen. Derimod oplever flere ældre, at deres ratepension løber ud, og at de dermed kun har folkepensionen tilbage.

 

Anbefalet til dig