Den danske psykiatri står over for udfordringer, presset med lange ventelister, der efterlader mange børn i akut behov for hjælp. Familier kæmper for at navigere i et overbelastet system, mens de søger efter nødvendig støtte og behandling for deres mest sårbare.
Heidi Schmidt og hendes familie i Vejle har personligt oplevet, hvordan en enkelt handling med MitID på borger.dk markant kan ændre livet for en familie, der desperat søger psykiatrisk hjælp til deres barn.
Ved at skifte deres datter Anna fra sygesikringsgruppe 1 til gruppe 2, formåede de at reducere ventetiden for psykiatrisk bistand fra 18 måneder til lidt over tre måneder.
Det skriver DR.
Dette skridt var afgørende for Anna, som lider af ADD, og som takket være skiftet kunne starte på den nødvendige behandling hurtigere end forventet.
Historien om familien Schmidt belyser et voksende problem i Danmark, hvor stadig flere familier vælger at flytte deres børn til sygesikringsgruppe 2 som en sidste udvej. Fra 2015 til 2023 er antallet af børn og unge i denne gruppe steget fra 685 til 1980, viser tal fra Danmarks Statistik. Dette skift ses af eksperter som Nina Tejs Jørring fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab og Marianne Skjold fra Psykiatrifonden, som en indikation på, at den offentlige børne- og ungdomspsykiatri er presset til sit yderste.
Skiftet til gruppe 2 kommer dog med sine egne udfordringer og kompromiser, herunder tabet af en fast praktiserende læge og yderligere omkostninger til visse lægebesøg. Trods disse ulemper føler Heidi Schmidt, at det var den rigtige beslutning for Anna og familien.
Det har ikke kun lettet Annas vej gennem det psykiatriske system, men også bidraget til en bedre forståelse og håndtering af hendes tilstand.
Situationen kaster lys over den bredere krise i den danske børne- og ungdomspsykiatri, som mange mener trænger til en omgående og grundlæggende forbedring. Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde anerkender over for DR problemets alvor og lover investeringer i psykiatrien. Men for mange familier som Schmidts, der står midt i krisen, er løfter om fremtidige forbedringer ikke nok. Deres historie illustrerer ikke blot systemets nuværende mangler, men også den individuelle kamp og beslutsomhed, som nogle familier må ty til for at sikre deres børns velvære.
