Danske Spil deler hver eneste måned millioner ud til glade vindere.
Vindernes første reaktioner er som regel vantro og skepsis – naturligvis efterfulgt af stor glæde.
Dog var det for en Lotto spiller fra den københavnske Vestegn en anelse mere uvirkeligt at vinde, end det nok ville være for de fleste.
”Efter at have spillet de samme tal uge efter uge uden gevinst, besluttede jeg mig for at lave en ny kupon på mit abonnement og prøve lykken med nye tal. Jeg har så åbenbart alligevel ikke stoppet med at spille mine gamle tal, selvom jeg troede, jeg havde husket at annullere dem. Og gudskelov for det,” fortæller den nyudklækkede millionær med et smil på læben ifølge en pressemeddelelse fra Danske Spil.
”Jeg har altid haft min trofaste kupon, indtil for et halvt år siden, hvor jeg jo ville prøve de nye tal. Så da Danske Spil ringede og fortalte, at jeg havde vundet 8 millioner, troede jeg selvfølgelig, det var med de nye tal på Lotto,” fortæller manden.
Men tallene på den nye kupon stemte ikke overens med vindertallene.
”Jeg tjekkede hurtigt weekendens vindertal – det var ikke de tal på min nye kupon. Derfor tænkte jeg, at der var sket en fejl. Men så var det tallene på den gamle kupon, som stadig var aktive på mit abonnement,” fortæller vinderen fra Vestegnen.
Med sådan en nyhed er mange ting lige pludselig forandret. Især var det en anderledes cykeltur hjem for den nyudklækkede millionær.
“Jeg har langt hjem fra arbejde, men den dag føltes turen som den korteste nogensinde. Jeg kunne slet ikke få det sagt hurtigt nok til min kone! Hele vejen hjem sad jeg bare på sadlen og tænkte på, hvordan jeg skulle fortælle hende det. Jeg kom hjem, og hun troede selvfølgelig ikke på mig,” fortæller vinderen med et grin.
Den glade vinder har planer om at bruge pengene fornuftigt. Han vil investere størstedelen og glæde sine børn og børnebørn med en del af gevinsten. Men der blev også plads til lidt selvforkælelse i form af en ny elbil.
”Konen og jeg valgte at købe en elbil. Så nu er jeg også med på miljøstrømmen – og så kan jeg prale lidt med det grønne valg,” fortæller vinderen kækt.