Mange mennesker har deres foretrukne dagligvarebutik, mens andre er mere eller mindre ligeglade med, hvor de handler ind.
Hella Joof, der udover at have titlen som filminstruktør også kan også bryste sig af at være skuespiller, komiker og forfatter, tilhører den første gruppe.
I et interview med B.T. fortæller hun ifølge Billed-Bladet, at hun handler meget i sin lokale Rema 1000, fordi de blandt andet har en god grøntsagsafdeling.
Ligesom så mange andre danskere, køber Hella Joof ind, når der mangler noget i køleskabet. Problemet ved det er, at hendes mand, Henrik Jepsen, også gør det samme. Det kan således hænde, at de køber de samme varer, som ender med at gå til spilde.
"Jeg køber ind, når vi mangler noget, og min mand køber også ind, og på et tidspunkt kiggede min datter ind i vores køleskab og skældte ud, for der var tre af alting, og det ender jo bare med at blive smidt ud," fortæller hun til B.T. og fortsætter:
"Så blev vi forældreflove, for det var virkelig noget, vi var grimme til. Bare at købe kapers uden at tjekke, om vi havde i forvejen. Og hver gang man laver bearnaisesauce, som man jo skal lave ret tit, fordi det er en del af kostpyramiden, behøver man jo ikke købe flaske bearnaiseessens, og det er jo spild af essens."