Rockergruppen Hells Angels er flyttet ind i området Ved Klædebo i Hørsholm.
Formanden for Tryghedsudvalget i Hørsholm Kommune Jan H. Klit (K) kunne efter en samtale med borgmester Morten Slotved (K) bekræfte over for Frederiksborg Amts Avis, at Hells Angels nu har indtaget endnu en dansk by - denne gang et område Ved Klædebo i Hørsholm.
"Borgmesteren bekræfter, at Hells Angels er flyttet ind i Hørsholm. Det har politiet oplyst, og det er vi bestemt ikke glade for," udtaler Jan H. Klit til Frederiksborg Amts Avis.
Rockergruppen har allerede fået Nordsjællands Politis opmærksomhed, som holder øje med såvel dem som området Ved Klædebro, fortæller Morten Pedersen fra Nordsjællands Politis efterforskningsafdeling til mediet.
"Vi har modtaget forlydender om, at Hells Angels er på vej ind i Hørsholm og vi følger udviklingen. Lige nu undersøger vi, hvordan Hells Angels er ved at etablere sig, og i den forbindelse har vi patruljer i området, der indsamler efterretninger," kommer det fra Morten Pedersen.
Man ved dog ikke, om der er tale om et nyt klubhus eller anden form for aktivitet i erhvervsområdet. Men ifølge Frederiksborg Amts Avis, som var forbi førnævnte område melder i denne forbindelse, at der ikke var synlige spor på, at Hells Angels var kommet til byen.
Politiet har dog i forvejen kendskab til området, da det var selvsamme område, hvor der i januar blev brændt luksusbiler af for millioner af danske kroner.