Henriks tur til stranden tog en uventet drejning: Nu advarer han andre

Af: Alberte B. C.

|

07/04/2025

Nyheder
Genrefoto: Pixabay
Genrefoto: Pixabay
Henrik ville bare lege med sin datter på stranden - men så gik det helt galt.

Lige nu læser andre også

Henrik Davidsen havde bare planlagt en hyggelig eftermiddag med sin lille datter, en skovl og en spand.

De var taget til stranden ved sommerhuset i Karrebæksminde, men turen til Vesterhave Strand tog pludselig en dramatisk drejning.

Det hele begyndte uskyldigt, som strandture med børn ofte gør. Vejret var fint, stemningen god.

Henrik havde pakket strandlegetøj og fulgte sin glade datter langs vandet, da han ville krydse et område med tang.

Men da han trådte ud i det, sank han med det samme - først til knæene, så til livet.

"Heldigvis er min datter på to år jo let som en fjer, så hun fes bare derudaf," siger Henrik Davidsen til TV 2 Øst.

Hurtigt følte han sig hjælpeløs og fastlåst, mens hans datter løb videre uden at opdage farens panik.

Først da han kaldte på hende, vendte hun om.

Henrik forsøgte at kæmpe sig fri, men endte med at synke endnu dybere.

Det tørre sand ovenpå skjulte, hvor farligt området var.

Han mistede sin ene sko, blev drivvåd og måtte gå barfodet hjem - halvanden kilometer gennem Karrebæksminde.

Chokeret over oplevelsen delte han sin historie på Facebook for at advare andre.

Flere brugere kendte til risikoen, og nogle foreslog endda, at kommunen burde sætte advarselsskilte op.

Hos Næstved Kommune kender man ikke til problemet på stedet, men opfordrer borgerne til at kontakte deres vagttelefon eller bruge appen "Giv et Praj", hvis de oplever noget lignende.

Anbefalet til dig