Man fanger af og til sig selv i at blive fanget i tanken om, at tiden flyver afsted, hvilket man i den grad også begynder at føle, når man lige overvejer, at det snart er et år siden, at Hilda Heick var deltager i "Vild med dans".
Den nye sæson er som bekendt lige på trapperne, men denne gang bliver det uden Hildas dansepartner Michael Olesen, da han for nylig er blevet far til sit første barn, som Hilda har været så heldig at få tilsendt billeder af.
"Jeg har snakket med Michael, og han har også sendt billeder af sin lille, dejlige dreng," kom det fra Hilda Heick ifølge BILLED-BLADET, som fangede hende til gallapremieren på "Pagten".
Endelig lykkes det
Den 74-årige sangerinde, som alle med det samme faldt for, når hun indtog scenen i sine høje hæle, er mildest talt lykkelig over, at Michael Olesen og kæresten Joan Divine endelige kan kalde sig forældre.
Hun glæder sig således utrolig meget på deres vegne, da det endelig lykkes.
"Det er så dejligt for dem, og jeg fulgte jo med hele vejen og vidste, da Joan var inde og blive befrugtet."
Kan måske lokke Michael
Hilda Heick kommer naturligvis også til at følge med, når "Vild med dans" inviterer til en tur på dansegulvet i den kommende sæson.
"Jeg ved ikke, om jeg kan lokke Michael med ind og se ”Vild med dans” en aften. Han kan jo ikke rigtig tage babyen med, men det kan også være, han hellere vil sidde hjemme," kom det fra Hilda med et smil på læben.