I dag er Hilda og Keld en folkekær duo, som alle danskere kender. De har stået på scenen og sunget for danskerne i årevis - og på trods af, at de begge i år er rundet 75 år, så står de stadig på scenen og synger for publikum.
Det er mange år siden, at deres musikkarriere startede og at Hilda dengang kvittede jobbet som programmør, for at tage med Keld ud og spille. Dengang var planen oprindeligt at Hilda skulle vende tilbage til jobbet, men sådan blev det ikke, da musikkarrieren pludselig tog fart.
Men selvom de i dag er populære - så har det altså ikke altid været sådan. Faktisk var det en svær start på scenen, for snart 40 år siden.
Til BILLED-BLADET fortæller Hilda, at det blandt andet gik udover datteren Annette i skolen. Her kunne de andre børn finde på at sige til hende, at hendes forældre var "nogle lalleglade idioter". Dog lærte Annette heldigvis at rette ryggen og sige fra. Hilda beskriver at det gjorde Annette til en stærk pige.
Men hun fortæller også, at familien naturligvis ikke var helt upåvirket af den hån som mødte dem.
"Det gjorde da ondt. Der var mange gange, jeg græd over det. Det indrømmer jeg. Det er også hårdt, når man får breve, hvor øjnene er stukket ud på hele familien. Kun syge mennesker gør sådan noget. Det gør de så ikke mere. I dag skriver de grimme ting på nettet, men jeg har lært at lade være med at læse det. Hvorfor dog gøre mig selv ked af det? Tidligere kunne jeg finde på at skrive tilbage: ”Ved I hvad, hvis I bliver sure over at se mig i ugebladene, kan I jo bare bladre forbi", fortæller Hilda til bladet.
Fejret i skønne omgivelser
I sidste uge - onsdag den 19. maj - kunne Hilda fejre sin 75 års fødselsdag og den blev fejret med de allernærmeste, nemlig Keld og datteren Annette, samt svigersønnen Jesper Vollmer og børnebørnene, Eliot og Storm.
Hele banden drog nemlig afsted til skønne og varme omgivelser - nærmere bestemt til Como-søen i Italien. Her havde Hilda nemlig inviteret dem alle på en uges ophold i et lejet hus ved søen. Det skriver BILLED-BLADET.På Instagram har hun delt et billede fra fødselsdagen ved søen.
"Næste runde hjørne bliver med et 8tal foran. Jeg er dybt taknemmelig for de første 75 år - tak til alle for kærlige hilsner," lyder ordene fra fødselsdagsbarnet.
Foto: Hilda Heick/ Instagram