For høj fart og frustrationer - danskerne presser hinanden på motorvejene

11/04/2019

Christian Granhøj Skouboe

Foto: Gjensidige Forsikring
Selvom de fleste af os opfatter os selv som dygtige og hensynsfulde bilister, så har mange danske bilister stadig svært ved at overholde reglerne på motorvejen, viser en ny undersøgelse.

Mest læste i dag

Aggressiv kørsel, længerevarende hastighedsoverskridelser og manglende vilje til at holde til højre er bare nogle af de ting, en stor del af danske bilister indrømmer, de gør sig skyldige i, når de kører på motorvejene herhjemme. 

Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige Forsikring.

Især en lidt for tung fod på speederen er noget, der er særdeles udbredt blandt danske bilejere. 

I undersøgelsen svarer 30 procent, at de kører over den tilladte hastighedsgrænse i længere perioder, mens hele 68 procent erkender, at de har kørt hurtigere, end det tilladte, i forbindelse med en overhaling. 

Men begge dele er både farligt og ulovligt, og skulle du eksempelvis blive blitzet af en fartkontrol i forbindelse med en overhaling, er der ingen vej udenom en bøde. 

Presser forankørende

Bilister, der ikke holder til højre, har i flere år været blandt de mest forhadteblandt danske bilister, men trods talrige kampagner og målrettede indsatser fra politiet, indrømmer hver tiende bilist, at de kører i ydersporet, selvom der er plads til at holde til højre. 

Og de bilister, der blokerer ydersporet, vækker så meget vrede hos 11 procent af de adspurgte, at de erkender, at de skaber særdeles farlige situationer ved at presse dem til at trække til højre. 

Men selvom man bliver frustreret over andres kørsel på motorvejen, er det slet ikke nogen undskyldning for at eskalere situationen, lyder det fra skadedirektør i Gjensidige Forsikring, Henrik Sagild. 

”Det er aldrig godt for sikkerheden og fremkommeligheden på motorvejen at ligge og blokere ydersporet, men manglende afstand på motorvejen er en af de farligste situationer, når farten er høj, og derfor bør man altid besinde sig og køre ansvarligt,” siger Henrik Sagild. 

Om undersøgelsen: 

Undersøgelsen er foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige Forsikring blandt 1075 repræsentativt udvalgte danskere i marts 2019. 

Har du gjort en eller flere af følgende ting på motorvejen, når du kører bil?

  • Kørt langsommere end fartgrænsen, selvom forholdene på vejen er gode: 26 procent    
  • Kørt hurtigere end fartgrænsen i  en længere periode: 30 Procent                    
  • Kørt hurtigere end fartgrænsen i  en kort periode for fx at overhale: 68 procent
  • Kørt i venstre vejbane selvom der ikke er nogle biler i højre vejbane: 11 procent 
  • Presset langsomkørende bilister til at trække til højre, ved at  køre tæt på dem: 11 procent
  • Ingen af ovenstående: 15 procent                                                   
  • Ved ikke: 4 procent

Anbefalet til dig