Tilde Munkholm, der er blevet kendt efter sin deltagelse i det populære DR-program 'Den store bagedyst', afslørede kort før nytår, at hun vokser en baby i sin mave.
Men selvom hun er lykkelig at gro sin lille søn, som snart melder sin ankomst, så har graviditeten også budt på svære følelser. Hendes krop har nemlig forandret sig meget og det har været svært at forholde sig til.
Det afslører Tilde Munkholm i et ærligt opslag på Instagram, hvor hun har delt et billede af sig selv med struttende mave, mens hun sidder på gulvet og nusser sin lille hund Flora.
"Jeg har taget 25 kilo på siden starten af min graviditet, og selvom jeg egentligt har accepteret at min krop har ændret sig fordi den gror vores lille vidunder, så kan jeg mærke inderst i maven at det gør lidt ondt at tænke på. Det svært at forklare den følelse jeg sidder med, for jeg er jo lykkelig, men min gravide krop har virkelig næret mig meget gennem min graviditet," skriver hun i opslaget og fortsætter:
"Det har været hårdt og frustrerende at min krop har ændret sig så hurtigt og jeg har slet ikke kunne følge med den. Det har været hårdt ikke at kunne passe ens tøj. Det har været hårdt at føle sig størrere. Det har været hårdt at have forskellige graviditetsscener. Det har generelt bare været pisse hårdt at være gravid - i hvert fald for mig."
Hun understreger dog, at det også har været fantastisk, lykkeligt og magisk at være gravid. Samtidigt sætter hun ord på hele rejsen og dét, at hun snart skal lære at elske en helt ny krop:
"Det har været en lærerig rejse, en lang rejse og ikke mindst en smuk rejse. En rejse som lige om lidt starter på ny," skriver hun videre og tilføjer:
"Jeg ved nemlig at lige om lidt begynder min krop at ændre sig igen, også skal jeg til at lærer at elske en helt ny krop, bliver det ligeså svært?"
DR-stjernen håber, at opslaget kan hjælpe andre gravide, der har de samme følelser, som hun har.
"Jeg håber det kan hjælpe nogle at afspejle sig i mine følelser og vide at det er okay at være ked af at ens krop ændre sig selvom man er lykkelig over at være gravid! Og så vil jeg bare slutte af med at sige at min krop er det smukkeste og sejeste jeg kender - det tror jeg først er gået op for mig nu her," slutter hun opslaget.